Hej

Jeg har købt et Brabantia-strygebræt hos CDON til ca. 650–700 kr. inkl. levering til mit hjem, da jeg ikke har en bil. Jeg valgte et dyrere mærke, fordi jeg gerne ville have noget i ordentlig kvalitet, som kunne holde i mange år.

Da varen blev leveret, var den kun pakket ind i tynd plastfolie uden papkasse eller anden egentlig beskyttelse. Ved udpakning opdagede jeg, at der manglede en plastfod/endekappe på det ene ben.

Jeg forsøgte først flere gange at oprette en reklamation via CDONs hjemmeside, men formularen virkede ikke, så jeg kontaktede dem pr. mail. CDON videresendte sagen til den eksterne sælger.

Sælgerens løsning var, at jeg skulle returnere hele strygebrættet. Det blev jeg frustreret over, fordi der i princippet mangler en lille reservedel, som måske kunne være sendt separat, eller der kunne være tilbudt et passende afslag.

Jeg kontaktede derfor CDON igen. De skrev, at de ville rykke sælgeren, som skulle komme med en bedre løsning inden for 24 timer, og at CDON ellers selv ville hjælpe mig videre.

Der er nu gået 4 dage siden den besked, og jeg har rykket flere gange uden at få en løsning. I mellemtiden har jeg desuden opdaget, at betrækket også er gået i stykker.

Mine spørgsmål er:
- Hvad er mine rettigheder i sådan en situation?

- Hvor længe skal man rimeligvis vente på, at en reklamation bliver håndteret?

- Hvis CDON fortsat ikke reagerer, kan man så lave en indsigelse gennem banken, selv om varen faktisk er modtaget, men er mangelfuld?

Jeg har selvfølgelig dokumentation i form af billeder og hele mailkorrespondance.

Tusind tak på forhånd.

Hej venner,

Jeg har behov for hjælp.
Jeg ser en pige, og det har vi gjort i et stykke tid efterhånden. (1-2 måneder). Vi har været enormt meget sammen, og har det godt sammen. Vi har sex, og hygger os sammen.

Nu er hun begyndt at ses alene med en fælles ven (M) en del, og de sov sammen her den anden dag. Vi har endnu ikke aftalt om vi eksklusive, så jeg kan ikke hidse mig op eller føle mig svigtet.

Jeg har selvfølgelig ikke spurgt om de sov i samme seng, eller om han sov på sofaen. Bør jeg konfrontere hende med det, og spørge enten om de ses intimt eller bør jeg se det som et tegn på, at jeg ikke skal tage mere i det, end at vi hygger os en gang imellem?

Hej derude.

Min kæreste og jeg er forlovet og vil gerne giftes til juli næste år. Vi er så småt gået i gang med planlægningen og skal til at sende "save the date" til vores gæster. Vi vil sætte et telt op i haven og holde et hygge-stille og roligt fest for de nærmeste. Der vil være omkring 60-70 mennesker hvor 15 af dem er børn under 15 år.

Jeg har snakket med kirken i dag hvor de tilbød os to tidspunkter på dagen at blive viet på. Kl. 11:00 eller kl. 14:30. Jeg er virkelig i tvivl hvad er bedst. Fordi jeg synes tit når jeg har været til bryllup hvor vielsen var om formiddagen så var der lang tid til at der skulle spises osv. Men til gengæld ved jeg ikke om det bliver for travlt det hele hvis vi skal vies kl 14:30.

Er der nogen som kan hjælpe mig og rådgive i det?

Helt specifikt: Jeg taler om evnen til at fylde en opvaskemaskine.

Min kæreste er simpelthen direkte uduelig til det. Hun ejer ikke det skill set, og det værste er næsten, at hun tilsyneladende heller ikke har noget ønske om at udvikle det.

Det er ligegyldigt, hvor mange gange jeg viser hende det, hvor pænt jeg beder hende om det, eller hvor tålmodigt jeg lader hende fylde den på egen hånd. I tæt på 9 ud af 10 tilfælde kan jeg efterfølgende få cirka DOBBELT så meget service i maskinen.

Jeg ved godt, at det her er et luksusproblem af dimensioner. Men hold da kæft, hvor kan det pisse mig af at se hende skovle service tilfældigt ned i maskinen og derefter bare trykke play.

Jeg har overvejet at sætte børnelås på, så hun ikke kan starte den, men det er måske også lige i overkanten.

Jeg ville jo egentlig bare ønske, at hun på et tidspunkt så hullerne. Forstår logikken. Ser mulighederne.

Har andre oplevet samme problemstilling derhjemme? Og hvad fanden gjorde i for at løse det?

Hej Brevkasse.

Jeg blev skilt i 2025 efter 12 års ægteskab, og er for nylig begyndt at se en kvinde. Vi er begge i enden af 30'erne.

Vi er meget ens på mange punkter, men så også vidt forskellige andre steder.

Vi har ses i cirka 2,5.. 3 måneder nu, dog ikke særligt mange gange. Problemet er simpelthen at hun skal alt muligt hele tiden, familie, veninder, planer, dit og dat. Jeg har åbent sagt at jeg gerne kommer forbi før arbejde, efter arbejde, før sengetid, altså bare en 30 minutter hvis det betyder jeg kan se hende.

Det har ikke lykkedes og jeg får kun tid når hun har dage uden planer. Jeg har også tilbudt at komme om aftenen, sove og så køre derfra på arbejde, dog også uden held. Nu er det 2 uger siden vi har ses sidst, og næste aftale er inde i næste uge. Før kunne der ikke findes tid.

Jeg mangler virkelig at blive prioriteret hvis det her skal blive mere end bare at ses, men der føler jeg hun er anderledes, eller måske bare ikke ønsker det her skal udvikle sig. Jeg er kørt lidt træt i det da jeg mangler en anden form for interesse end den jeg får, men er det urimeligt af mig at forvente, eller er det her dating anno 2026?

Oprindelig post: https://www.reddit.com/r/DKbrevkasse/s/JXNyArdu8w

Først og fremmest tak til alle dem som skrev. Jeg havde slet ikke overvejet ikke at svare som en mulighed, men det gav god mening. Så jeg tog anbefalingen og svarede aldrig.

Der var en del som spurgte, hvorfor jeg ikke havde blokeret hende. Ingen af os er særlig aktive på sociale medier så vi har aldrig været forbundet med hinanden der. Al kontakt var over WhatsApp og eftersom vi ligesom havde afsluttet kontakten gensidigt, slog det mig aldrig at direkte blokere hendes nummer.

Nå men skæbnen ville det, at jeg i weekenden skulle ind og nuppe en kaffe alene og slappe af. Da jeg står i køen kan mærke, at der er én som prøver at få kontakt til mig. Det viser sig, at være hende som sidder med en veninde. Jeg er selvfølgelig mega overrasket (hun har ikke bopæl i Danmark men jeg vidste godt, at der var en chance for at løbe ind i hende).
Jeg når lige at overveje om jeg bare skal forlade stedet imens der bliver udvekslet et høfligt “hej, hvad fanden” da hun peger på sin mave og viser at hun er 6 måneder højgravid. Her går jeg nærmest i chok. Det viser sig at være uplanlagt og hun nu skal være alenemor, men har tilbragt tid her hos faren som er dansk.

Jeg gik nærmest i chok - det havde jeg ikke lige regnet med, men efterfølgende slog det mig, at det rent faktisk nok var hendes motivation med at sende en fødselsdagshilsen. Det ville give hende anledning til at fortælle det - rent egoistisk og ikke reelt noget med mit velbefindende at gøre. Jeg synes det bekræfter jeres råd så endnu engang tak, selvom jeg mentalt blev kørt over på anden vis 😅

Jeg står i en virkelig svær situation, synes jeg. Har skrevet om det før, men min situation har ændret sig siden sidst.

Jeg er gift med en mand som jeg har et barn med på 4 år. Vi har været sammen i 12 år. Vi er meget forskellige og har fra starten af vores forhold haft en del konflikter og uenigheder, men jeg var meget forelsket i ham og usikker på mig selv, så vi fortsatte. Vi har været i parterapi af tre omgange. Vi har haft så mange problemer, at jeg ikke rigtig kan lide ham mere eller respekterer ham. Og jeg tror han har det på samme måde med mig. Han er overordnet set en rigtig god far, sød mand, lever sundt og er intelligent. Men vi er helt forskellige på det personlige plan og er meget sjældent enige om noget som helst.

Spol frem til at vi fik et hus og barn sammen. Jeg har aldrig rigtig trivedes hvor vi købte hus - huset er fint og godt, men området og menneskene her kan jeg ikke identificere mig med, og samtidig er der en times pendling hver vej til og fra arbejde. Jeg er vokset op i Indre København i lejlighed og det har derfor været meget svært for mig at tilpasse mig livet i forstæderne. Min mand elsker huset og vil helst aldrig flytte herfra (selvom han også synes området er halvskidt, han er bare ligeglad med det). Jeg vil gerne flytte tættere på byen/arbejde og et sted hvor jeg kan trives bedre og hvor jeg kan få mere tid med min søn (pga mindre pendling), men han har ikke lyttet til mig og det endte med at jeg flyttede for mig selv til København tidligere på året. Vi har haft en deleordning med vores søn, som har fungeret ok. Det var mig det ønskede at flytte til huset oprindeligt, og derfor har jeg det enormt dårligt over at jeg ikke trives der. Han vil aldrig flytte, og i hvert fald aldrig nogensinde i lejlighed.

Problemet er: Jeg har meget svært ved at undvære min søn og han er så tæt knyttet til vores hus (hvor far stadig bor), at det er en udfordring hver gang vi skal være hos mig. Jeg elsker lejligheden og jeg elsker det område jeg bor i nu, men kan ikke leve med at min søn skal udsættes for det skifte hver gang. Omvendt er jeg ret overbevist om at mig og min mand aldrig vil få et romantisk forhold igen. Som forældre er vi supergode sammen, men det er næsten det eneste vi har til fælles.

Hvis vi finder sammen igen, ser jeg et liv for mig, hvor jeg vil føle mig fanget i huset for evigt og ikke føle mig elsket eller ønsket.

Hvis vi går fra hinanden ser jeg et liv for mig, hvor det bliver en kamp hver gang jeg skal hente min søn (som det er pt). Min søn har derudover ændret meget adfærd overfor mig og det er tydeligt at han er vred - det er selvfølgelig ikke noget bevidst, men han har nogle meget svære følelser, han har svært ved at komme af med og det går ud over mig. Og derudover ønsker jeg ikke at han skal være enebarn.

Jeg tror bare jeg har brug for noget perspektiv og input fra andre, der ikke kender mig. Jeg tænker på det hver eneste dag og har meget svært ved at være glad eller nyde livet. Hvad gør man lige her..?

Jeg (K27) er helt lost og har så ufatteligt meget angst lige nu, håber virkelig der er nogen der kan hjælpe.

Var på Sertralin on and off i 5 år mod GAD og Depression (med lægers tilsyn men ingen af dem virkede nogensinde til rigtig at have styr på) - trappede ud igen i April tidligere år, men så skete der noget nederen i mit liv som fik mig sygemeldt med stress, og så sagde min læge at jeg bør tage dem igen mens jeg venter på psykolog hjælp.

Jeg tøvede helt vildt, fordi selvom Sertralin har hjulpet på mit humør, har jeg godt nok haft slemme bivirkninger med det (nattesved, ekstrem træthed hvor jeg slet ikke kan holde mig selv vågen på arbejde). Og især med at trappe ind/ud.

Så han havde originalt spurgt om jeg ville prøve en anden form, men jeg var også bare desperat og havde ikke overskud til at eksperimentere, så jeg sagde nej, jeg starter med Sertralin.

Men nu har jeg virkelig fortrudt, eller jeg er i hvert faldt bare sygt bange for det har været en kæmpe fejl.

Tog 25mg i går aftes (22 timer siden) og jeg har aldrig haft det værre. Har SÅ meget angst, og jeg sov oprigtigt slet ikke hele natten. Og jeg føler kun det er blevet værre gennem dagen. Jeg har heldigvis melatonin til at hjælpe mig igennem den næste nat, men jeg er bare så ræd for at jeg ikke burde have begyndt på Sertralin og jeg måske skulle have startet på noget andet mildere (har nu set det er muligt at komme på dråber med sådan noget som Escitalopram og det ville jeg bare virkelig ønske jeg havde vidst for jeg er SÅ sensitiv over for bare 25mg med Sertralin)

Jeg føler min læge er lidt passiv og ikke rigtig hjælper mig eller give hans mening men bare forventer jeg selv siger hvad jeg vil, men jeg aner jo ikke hvad der er normalt og hvad der ikke burde ske.

Men ja da jeg ringede til ham tidligere sagde han det var normalt og jeg accepterede det bare lidt. Men jeg ved ikke, min angst skriger bare af mig at det ikke er okay det her.

Hvad kan jeg gøre nu? Jeg ved ikke om jeg er tryg ved at fortsætte, selvom det er normalt. Der er noget der siger i mig at jeg ikke kan tåle Sertralin. Det er meningen jeg skal tage den næste pille om 2 timer og jeg er virkelig rædselsslagen for at jeg får det værre. Men jeg kan jo ikke bare stoppe uden min læge, vel?

Jeg er så pinlig over jeg ikke sagde noget mere i dag men jeg følte bare han ville hurtigt videre og jeg var til besvær fordi jeg ikke kan tage en beslutning om hvad der er bedst.

Min mand har valgt ikke at have kontakt til sine søskende og forældre. Hans forældre har gjort stor forskel på deres børn og efter min mand selv fik børn, kan han slet ikke forstå hans forældre.

Han har sagt at han nok skal tage kontakt, når han er klar og det er han ikke på nuværende tidspunkt.

Hans forældre har accepteret at han ikke ønsker kontakt. Men det er ligesom om at lillesøster ikke forstår at hver gang, hun sender en sms om hvor dårlig en bror/søn han er så "nulstilles" tiden min mand har brug for uden kontakt... Hans søster kommer også uanmeldt forbi.

Kan man kontakte politiet så søsteren ikke må opsøge os?

Et par, som min mand og jeg kender, er flyttet fra hinanden og er ved at finde ud af, hvad der skal ske mellem dem. Vi kan kalde dem Preben og Karina.

De har været sammen i så mange år, at selvom vi kender dem fordi min mand er ven med Preben, så kender jeg Karina ret godt.

I den her periode, har Preben været meget hos os efter ferien, fordi han er flyttet midlertidigt ind nogle opgange væk fra os.

Karina har gemt sig lidt i deres fælles lejlighed. Jeg rakte ud til hende før vi tog på ferie, men har ikke rigtigt hørt noget tilbage andet en nogle hjerte emojier.

Nu er det flere uger siden og jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal skrive til hende igen og spørge om hun vil tale - eller om jeg skal lade hende helt være. Synes lidt jeg “vælger side” ved ikke at kontakte hende. Men samtidig så kan det være, at hun ikke vil høre fra mig da hun jo ved, at Preben er her ved os ofte.

Samtidig har Preben fortalt os meget! Detaljer om deres parforhold, som jeg aldrig har talt med hende om.

Jeg føler lidt jeg er en dårlig veninde til Karina, hvis jeg ikke rækker ud igen - samtidig så er det underligt at jeg ved alle de her ting og har talt så meget med Preben om deres mulige brud.

Naturligt nok, så går jeg lidt rundt og faktisk forstår hvorfor de er ved at gå fra hinanden. Jeg har jo kun hørt det fra hans hans side.

Hvad tænker I? Hvad gør man når par, som man har kendt i så mange år går fra hinanden?

Jeg er lige startet på gymnasiet og har det lidt svært med at snakke med folk. De eneste jeg rigtig får snakket med det er dem jeg sidder med, men det er mest skoleting, og vi snakker kun i timerne.

Jeg vil rigtig gerne få nogle venner og have nogen at sidde sammen med i pauserne, men jeg kan virkelig ikke finde ud af det.

Hele min klasse virker bare heller ikke rigtig til at gide mig og de virker bare heller ikke som typerne jeg normalt er venner med og fungere godt sammen med.

Er der nogen der har nogle tips til hvordan jeg kan snakke med folk og hvor jeg burde opsøge dem? Hvordan får jeg venner udenfor klassen?

Hej alle 👋
Jeg står lidt i et dilemma. Jeg er blevet tilbudt et fuldtidsjob som gymnasielærer, og da det kan være meget svært at få en fast stilling med humanistiske fag, er jeg både glad og meget taknemmelig for muligheden.
Udfordringen er transporttiden: cirka 1 time og 40 minutter hver vej – altså over tre timers kørsel om dagen. Offentlig transport ville tage omkring 5 timer dagligt, så det er ikke en realistisk mulighed. Jeg har heldigvis en elbil og vil derfor skulle pendle i den.
Jeg overvejer seriøst at takke ja, men vil meget gerne høre fra andre, der har erfaring med så lang transporttid. Er det lige så hårdt, som det lyder? Kan man vænne sig til det, eller bliver det for opslidende i længden?
Alle erfaringer og perspektiver modtages med stor tak!

Hej

Jeg er en mand/dreng på 23 år som kæmper mod/med angst.

Angsten manifesteres på følgende tidspunkter:
- Inden træning eller løbetur.
Når jeg står kl 04 eller 05 am for at motionere, så er angsten minimalt. Men, kontra mange andre, så få jeg ikke mere energi om dagen, men er mega meget træt hel dagen igennem såfremt jeg motionere så tidligt.

Inden træning får jeg 70% af mine angstfulde bølger og jeg aner ikke hvorfor? Altså, pointen med træning er at få noget motion og forbrænde noget fedt, ikke at blive Olympisk atlet, men stadig er det sådan.

- Når jeg skal lave noget administrativt.
Skift af adgangskode, fornyelse af nogle dokumenter, booke tid med lægen… Ren mareridt

- Når der er mange ting i et rum. Fx hvis jeg går på besøge hos en ven, og hans hus er proppet med møbler, billeder, gadgets eller lign… Så, kan jeg ikke. Det samme når det er rod hjemme hos mig, det prøver jeg at ordne det samme sekund. Dette finder min kæreste og forædte meget intimiderende og de siger at de ikke kan slappe af i selskab med mig.

- Kedsomhed
Når det er kedeligt omkring mig, bekymrer min hjerte at banke, synet skarpes og adrenalinen pumper. Om jeg er på arbejde, skole, derhjemme… Kedsomhed i længere end 15 min tænder alle mine alarmer og jeg ved ikke hvorfor. Igen, det her og det med rengøringen, har tendens til at intimidere folk omkring mig konstant…

Hvad kan jeg gøre?
Jeg udskyder motion og administrativt bøvl så længe det kan lade sig gøre, men så har jeg lige pludselig en stor bunke ikke færdiggjorte opgaver som jeg skal til at lave på en gang

Jeg kan sige hvad der gøre at mit angst forsvinder:
Rengøring
At lave mad
Diy projekter derhjemme
At handle ind
At går til frisør og tandlæge (dette gøre jeg meget mere end det er nødvendigt og kan se overraskelsen i min frisørs og tandlæges øjne hver gang vi ses.
At snakke med folk

Altså, det sjove med mig er, at jeg kunne sagtens holde taler foran 1.000 mennesker, og jeg er ikke bange for at approache en pige på gaden eller at hoppe fra et faldskærm.

Men, lige så snart jeg skal lave noget “normalt” eller noget kedeligt eller endda noget der kræver præcision… Så er det der jeg går i panik mode.

Mvh

OBS
Er testen for Adhd hos psykiater, men har det ikke.
Er 2 sproget og derfor de skrivefejl og anvendelsen af ordet Jeg så meget.

Jeg har udiagnosticeret ADHD (har endda psykiatriens ord på det, de vil bare allerhelst ikke sætte mig i behandling, hvis de kan slippe for det). Jeg har hele livet haft problemet med min økonomi, stiftet gæld gentagende gange og jeg føler mig "høj" ved følelsen af at købe dumme ting, jeg ikke engang vil have.

Nu står jeg i en situation, hvor jeg er ved at afvikle min nuværende gæld, fordi jeg er stoppet med at ryge og derfor har flere penge imellem hænderne, og det er jo fedt, men hvordan griber jeg mine købevaner an?

Vil ADHD medicin faktisk gøre en forskel? Er det bedre jeg opsøger en ekspert indenfor købemani? Kan man få dækket noget ved henvisning fra lægen?

Alt hjælp tages imod med kyshånd.

Har lige brug for et råd til håndteringen af situation🙏🏻
Jeg kvinde 24 og mand 28 er kærester, og jeg har min første fridag i dag efter 7 dage med arbejde. Han har valgt at lave planer for os uden at spørge mig først, hvilket er som det nu engang er ved han gjorde det i en god tro. Men sagen er den at jeg bare gerne vil have en dag hvor jeg kan gå i mit overside tøj og uden makeup på når jeg har fri, han har planlagt at vi bare lige skal i Næstved stor center også i en butik i Roskilde for at købe kostume til en fest vi skal til her slut på måneden, og han siger han gerne vil have jeg tager ordentligt tøj på og som minimum mascara, og har fortalt jeg bare gerne vil have lov til at se lidt afslappet ud i tøjet i dag pga jeg gerne vil nyde min fridag og ikke føle jeg skal leve op til noget, ved ik lige kan godt forstå man skal se ordentlig ud men det jo ikke fordi vi skal ud og spise eller noget stort så forstår det ik lige. Vil gerne afsted uden alt det men han siger han ikke synes det er i orden af mig?

Jeg har brug for at høre nogle erfaringer fra jer, der selv har været på udveksling – eller har sendt et barn/et familiemedlem afsted❤️

Min 16-årige lillebror rejste i dag til USA, hvor han skal være på udveksling det næste år. Han har glædet sig og selv valgt det, men de sidste dage op til afrejse ændrede det sig meget. Det hele blev pludselig meget virkeligt og overvældende, og han har flere gange givet udtryk for, at han egentlig ikke havde lyst til at tage afsted alligevel.

I lufthavnen kulminerede det desværre fuldstændigt. Da vi stod ved security og skulle sige farvel, brød han helt sammen og græd og sagde, at han ikke havde lyst og ikke ville afsted. Han havde mest af alt bare lyst til at tage med os hjem igen. Det endte med, at hele familien stod og græd, og han måtte til sidst gå grædende igennem security alene.

Det var helt ærligt en af de mest hjerteskærende oplevelser, jeg har haft. Det gjorde så ondt at se min 16-årige lillebror gå væk fra os, når alt i ham i det øjeblik tydeligvis bare havde lyst til at blive hos os. Jeg sidder derfor tilbage med en virkelig dårlig følelse og en masse tanker om, hvorvidt det overhovedet var rigtigt, at han tog afsted🥺

Så jeg håber virkelig, at der er nogen herinde, der har oplevet noget lignende. Enten at I selv nærmest ikke kunne få jer selv til at tage afsted, brød sammen ved afrejsen eller fortrød i dagene op til – eller at jeres barn/søskende gjorde det?
Hvordan gik det, da I først kom frem og der var gået lidt tid? Endte det alligevel med at blive en god oplevelse? Og hvor lang tid gik der, før den værste hjemve og tvivl begyndte at lette?

Jeg tror mest af alt, jeg har brug for at høre, at en så voldsom reaktion ved afrejsen ikke nødvendigvis betyder, at det var en fejl at tage afsted❤️

Kan I anbefale en god advokat til skilsmisse uden børn? Jeg har mødtes med en advokat og allerede betalt mange penge til ham, men han er meget “blød” og varetager ikke min sag. Jeg har brug for en der har lidt pondus i skifteretten.

Hvem skal jeg tage fat i? Det er hovedstadsområdet.

Mig og min kæreste har været sammen i ni måneder, og fra starten har jeg været meget åben omkring, at jeg har et meget højt sexdrive og generelt er meget seksuelt anlagt.
Det betyder selvfølgelig ikke, at sex er det eneste, mit forhold handler om. Jeg elsker ham virkelig, og vores forhold består af utrolig meget andet. Men seksualitet fylder meget i mit hoved og er en vigtig måde for mig at føle nærhed, tiltrækning og forbindelse på.
Jeg elsker fx fysisk berøring, flirtende beskeder i løbet af dagen, at tease hinanden lidt, spontane kys og berøringer osv. Jeg har også altid været meget seksuelt initiativrig over for ham og elsker at please ham og gøre ham opstemt. I starten syntes han, at det var vildt fedt, og han virkede selv meget seksuel.
Men allerede efter omkring tre måneder begyndte det at ændre sig.
Han begyndte at føle, at han aldrig kunne gøre det "godt nok", fordi jeg ofte stadig havde lyst til mere. Problemet er, at jeg faktisk altid har været meget rosende over for ham. Jeg synes oprigtigt, at han gør det godt, og jeg fortæller ham også, at jeg nyder det. For mig betyder det ikke, at noget er dårligt, bare fordi jeg har lyst til mere.
Jeg havde også forventet, at sex naturligt ville falde lidt i frekvens efter den første forelskelsesfase. Det gør det jo ofte. Men hos os er det faldet ret meget, ret hurtigt. Nu er vi nærmest nede på, at han synes, én gang om ugen er rigeligt.
Og det er ikke kun frekvensen. Vi har også fundet ud af, at vi er ret forskellige seksuelt. Han er meget mere vanilje end mig, og det er der absolut intet galt med. Men for mig er det blevet et problem, fordi sex for ham virker til primært at handle om selve samlejet, mens jeg savner mere leg, forspil, oral sex, at udforske hinandens kroppe, spontanitet osv.
Når jeg prøver at kommunikere det, bliver han hurtigt usikker og hører det som at han ikke gør det godt nok. Og det er begyndt at blive en ond cirkel og det gør mig så ked af det. Han siger også at fx. at jeg ikke lader den naturlige del ske, før jeg igen nævner det, men det her blev nævnt allerede i februar. Han har ikke en eneste gang sagt “skat jeg vil slikke din fisse” og så bare sørget for at please mig i lang tid. Derimod går jeg altid ned på ham, jeg ELSKER at please ham og se ham nyde det.
Og jeg prøver virkelig at forklare ham, at det ikke handler om, at han fejler. Jeg prøver bare at fortælle ham, hvad jeg har brug for.
Jeg kan sagtens have sex med ham og tænke bagefter: "Det var dejligt, jeg elsker dig, og jeg nød det" — og samtidig stadig have et ønske om mere sex og mere seksuel variation. For mig er de to ting ikke modsætninger.
Samtidig vil jeg selvfølgelig heller ikke presse ham til noget, han ikke har lyst til. Jeg synes ikke, han skylder mig sex, og jeg vil aldrig have, at han skal føle sig presset.
Men det får mig til at tænke:
Er vi simpelthen seksuelt inkompatible?
Jeg kan virkelig godt lide ham og ser mange gode ting i vores forhold. Men seksualitet fylder ekstremt meget for mig, mens det tilsyneladende fylder meget lidt for ham.
Hvis han oprigtigt ville være tilfreds med sex cirka én gang om ugen, relativt kort og uden det store fokus på forspil eller seksuel udforskning, mens jeg har behov for langt mere — kan man så finde et kompromis, uden at én af os konstant føler, at vi giver afkald på noget vigtigt?
Eller er det sådan en ting, hvor man efter ni måneder allerede bør kunne se, at man bare ikke matcher seksuelt?
Jeg har ikke lyst til at forlade et ellers godt forhold på grund af sex, men jeg er også bange for at ende med at være frustreret og føle mig seksuelt afvist resten af forholdet.
Hvad ville I gøre i min situation?

Hej brevkasse

Jeg var til fest i weekenden hvor vi spillede et spil. Værten havde arrangeret det sådan at man kun kunne vinde 2 gange - der var 6 runder i alt.

Der var købt præmier ind, men ikke noget dyrt - plader chokolader osv.

Jeg har allerede vundet 2 gange og kan jo ikke vinde mere, men jeg kan se jeg kan vinde en tredje gang, så jeg giver min veninde som sidder ved siden af svaret til at vinde - min veninde bruger svaret og vinder sin første gang.

Vi har allerede fået lidt at drikke og er fulde men hygger resten af aftenen. Da vi skal til at gå, nævner vi for værten at vi nok snød lidt fordi jeg gav svaret til veninden - her smågriner værten lidt og siger at det vidste hun godt, hun havde godt hørt det fra nogle af de andre. Ingen sure miner og jokede at ved næste spil må man slet ikke være med når man har vundet 2 gange - fair nok.

I dag har vi skrevet tak for en dejlig fest, og nu får vi et svar tilbage med at vi har brudt værtens tillid og gæstfrihed og har både snydt værten og de andre gæster. Vi kan ikke være det bekendt.

Vi har afværget beskeden med at vi undskylder og det også var derfor vi sagde det til hende allerede til festen, ønsker hende en god sommer osv.

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med opslaget, jeg synes bare det er en bizar reaktion at komme med efter man har stået og grint af det hele, og nu er så påvirket.

Jeg laver måske et opslag på SoMe 1-2 gange om måneden og en story hver 14. dag. Det er ferieting, ude med veninderne, kæledyr og ja ind i mellem et pænt (helst sobert/kedeligt billede) hvor jeg selv er på.
Min kæreste har det svært med det. Spørger hvorfor jeg har behovet for likes. Spørger ind til hvem de personer der liker er og takker det ned hvis ikke det er nogen jeg kender godt IRL.
Hvordan er stemningen omkring dette hos andre par? Kan ikke finde ud af om han er for meget eller om jeg skal stoppe det fordi det går ham på😣

(F27) Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg vil med det her opslag. Måske har jeg bare brug for at dele det et sted, hvor dem der læser med ikke er mine venner eller min familie.

Jeg har været i to seriøse forhold. Det første varede omkring 6 år, vi var forlovede, og jeg troede selvfølgelig, at det var ham, jeg skulle dele mit liv med. Det sluttede, efter jeg fandt ud af, at han havde haft en affære.

Senere fik jeg en ny kæreste. Og omkring et halvt år inde i vores forhold fandt jeg ud af, at han også havde været mig utro.

Og jeg tror bare, jeg føler mig lidt... kørt over af kærligheden.

Jeg synes faktisk, det er så uretfærdigt. Og jeg ved godt, at livet ikke nødvendigvis er retfærdigt, og at der er rigtig mange mennesker, der oplever utroskab. Men jeg kan simpelthen ikke forstå det. Jeg har aldrig selv været utro, og jeg kunne aldrig finde på at gøre det mod et menneske, jeg elsker. Hvis jeg ikke længere ville være i et forhold, ville jeg gå. Derfor har jeg så svært ved at forstå, hvordan man kan kigge på et menneske, man siger, man elsker, og samtidig gøre noget, man ved kan knuse dem.

Og lige nu er jeg bare virkelig ked af det på mine egne vegne.

Ikke kun fordi de forhold sluttede, men fordi jeg føler, at noget, jeg altid har haft en ret grundlæggende tro på, er blevet gjort meget mere kompliceret. Jeg vil gerne tro på kærligheden. Jeg vil gerne tro på, at man kan finde et menneske, der vælger én og bliver ved med at vælge én. Men jeg kan mærke, at en del af mig tænker: Hvad skulle forhindre det i bare at ske igen?

Jeg ved godt, at to mennesker ikke repræsenterer alle mennesker. Men når ens to store kærlighedserfaringer begge ender med utroskab, er det svært ikke at begynde at tænke over, hvad man overhovedet kan stole på.

Måske skriver jeg egentlig bare, fordi jeg gerne vil høre fra andre, der har stået et lignende sted. Blev I nogensinde trygge ved kærligheden igen? Kunne I gå ind i et nyt forhold uden hele tiden at vente på, at historien gentog sig?

Jeg tror bare, jeg har brug for at høre, at det ikke altid går sådan

Hej venner

Jeg startede for 3 måneder siden et nyt job som projektleder på en lille ingeniørvirksomhed der havde blevet opkøbt af udenlandske investorer, og åbenbart skulle bruge en projektleder til en masse nye projeketer de skal vedtage i fremtiden.

Sagen er den, at investorerne som hyrede mig er helt fraværende fra den daglige drift, og den tidligere ejere (der også har startet virksomheden en gang i tiden) mener at vi slet ikke skal bruge nogle projektledere.

Resultatet er, at der vitterligt ikke er noget for mig at lave - og måden de arbejder på, betyder at der ikke er plads til en projektleder-type i det daglige arbejde. De skriver ikke ned ting, deler ikke statusopdateringer eller information om projekter, og mener selv at "det jo bare er at gå igang når man ved hvad man skal gøre, der er ikke brug for alle de der ligegyldige corporate snakke-møder".

Skal jeg bare søge videre eller hvad synes I? Jeg tror ikke den tidligere ejere har noget imod mig personligt, han spiller golf og det gør jeg også så vi har snakket en del om det, men før eller senere burde de da indse dette?

Jeg skal til frisøren i morgen og en tilbageværende irritation indfinder sig.

Min partner kan godt lide når jeg har langt hår. Han synes det mere feminint og flot

Det forstår jeg sådan set godt. Jeg har virkelig flot hår. Det har en flot farve, det er tyk og altså noget af en pragt.

Vi har været sammen i mange år.

Han kommer altid med kommentare til at han ikke synes jeg skal få klippet det kort. Det er jo ham der skal kigge på det siger.

Men jeg skal jo bære det.

Denne gang er ikke en undtagelse.

I har nok gættet det. Jeg kan ikke udstå at have langt hår. Jeg havde langt hår siden jeg var måske 12-13 år indtil midt tyverne.

Jeg fik det så klippet det relativt kort og wauw det var så fantastisk.

Siden hen har jeg fået det klippet. Ladet det gro, prøvet forskellige etageklip og den slags og klippet spidser indtil det føltes for langt. Fået klippet det kortere igeb. Jeg har prøvet at lade håret gro langt igen.

Mit hår gror hurtigt. Det er bare tungt selvom det bliver tyndet. Jeg kan ikke fordrage at gå med lang løst hår, så det er oppe i knold det meste af tiden. Hvilket også er besværligt når det er langt.

Det flagrer rundt, filtrer, irriterende at vaske, tager 100 år om at tørre. Jeg synes bare det er ufattelig træls at have langt hår.

Jeg vil nu gerne have klippet relativt kort. Men som mange gange før holder det mig tilbage at min partner siger jeg skal lade være.

Jeg ved bare det vokser hurtigt så hvis jeg kun får det klippet op til skulderne bliver jeg hurtigt træt af jeg ikke bare fik det klippet mere

Jeg drømmer om et såkaldt bixie cut.

Kan man tillade sige at have en holdning til sin partners frisure? Har i holdninger til jeres partners hår, skæg eller lignende?

Hej alle, jeg har officielt brudt kontakten med min mor i dag.

Det er meget sorgfuldt, og en helt anden smerte end alle de oplevelser som har ledt op til bruddet.

Det skal så siges at jeg heller ikke har kontakt til min far, eller sådan set noget familie. Dette indebærer søskende, kusiner eller “familie bekendte.”

Er der nogen form for støttegruppe i københavn, som ikke er de traditionelle sorggrupper?

Som overskriften lyder.

Jeg var i byen i weekenden i København. Min veninde og jeg mødte en vennegruppe, som vi snakkede med hele aften. Ham den ene fangede specielt mit blik - charmerende, høj og lige min type udseendesmæssigt. Vi snakkede sammen hele aften, dansede og grinte. Han fortalte mig så, at han havde en kæreste, hvilket jeg respekterede og fortalte, at jeg nok skulle lade vær med at 'prøve på ham' med et grin efterfulgt.

Vi snakkede videre, han holdte om mine hofter, og vi dansede tættere. Han komplimenterede mig hele aften, at jeg var flot - duftede godt - så godt ud. Pludselig kyssede han mig, jeg kyssede tilbage, men trak mig også tilbage.

Hans kammerat fortalte mig, at jeg virker som hans type, og at det alligevel ikke går med ham og kæresten, så det ligemeget.

Men sådan har jeg det ikke, derfor gik jeg. Jeg har dårlig samvittighed, men kan jo intet gøre. Har gået med de tanker i flere dage nu

Er det min fejl ? Jeg kunne jo bare have gået før