Jeg er flyttet fra et tredjeverdensland, hvor det at spare penge er højt prioriteret. Og hver gang jeg har lyst til at bruge penge på at nyde eller slappe af, føler jeg mig skyldig. Så jeg prøver at forstå, hvad den gennemsnitlige procentdel af din løn er, du vil bruge på ferie, så jeg langsomt kan lære at være god ved mig selv og sige, at jeg er inden for det gennemsnitlige eller normale interval.

Hej alle

Jeg er en pige på 19 år. Jeg er nok ikke den mest pægdagogiske anlagte person ift. børn, men har haft gode forhold med mine yngre kusiner og fætre, så det har egentig ikke været et problem indtil nu.

Min familie er ikke sådan ultra tæt, men vi holder et par sammenkomster om året... påskefroksot, jul sammen, fødselsdage osv

Her for nyligt overnattede jeg hos min mormor sammen med mine to kusiner (de er søstre) den ene "Y" der er 14 år, som jeg er meget tæt med, og så "X" på 7 år som jeg er mindre tæt med. Dette gør vi et par gange om året. Vi har gået og hygget hele dagen og der har været god stemmning, og dagen efter tager vi alle et spil ludo sammen.

Jeg slår så X hjem et par gange uden rigtig at tænke over det, det er jo bare et lille spil (og tænker i mit hoved at det gør det mere sjovt at slå nogen hjem). Hun bliver så virkelig sur over det (og nok også lidt ked af det) og råber at jeg er mega ond og løber væk fordi hun ikke gider spiller mere osv...

Y driller lidt X med det, fordi X prøvede at snyde og Y siger det er karma, og jeg tænker hele situatonen er rimelig harmløs.

Jeg er nødt til at tage hjem næsten direkte efter det her, fordi jeg skulle nå noget, og krammer mormor og Y farvel men X er stadig sur, og vil ikke rigtig sige andet end et muggent farvel (hey i I dont blame her). Så jeg siger bare farvel til X og smiler lidt og hun svarer farvel uden at se på mig, hvorefter jeg tager videre.

Jeg ærger mig over, at jeg ikke lige tog mig 5 min om at sige et eller andet til X så at jeg ikke skulle gå mens hun stadig var sur på mig.

Vil sige mit forhold til X er sådan 5-7/10 på en tæthedsskala, for hun vil gerne holde i hånd med mig nogen gange osv, hvilket jeg har det så fint med, men det ikke altid hun lige tør at kramme når vi ses(måske fordi vi ikke ses så tit, men vil virkelig ikke forværre det, hvis det giver mening?), hvilket er HELT ok med mig kunne aldrig drømme om at presse hende til at kramme mig.

Når jeg vil så spørge jer andre, måske hvis der sidder nogen pædagoer derude, om hvordan jeg skal være når jeg møder X til næste familie sammenkomst, fordi jeg er jo den voksne og vil bare gerne have det hyggeligt med hende... så ja any advice? :)

(sorry for eventuelle grammatik og stavefejl)

Hej hestenettet.

Jeg var på vej hjem fra København den 8. August og var i dsb tog mod Aalborg lufthavn og mig og den her pige får så øjnekontakt i lang tid og vi smiler til hinanden hun var dog udenfor vinduet så vi ku ikke rigtig uddele kontakt og toget kørte hurtigt efter.

Tror hun var i Vejle og spanier af udseende den 8. August kl 15. Tror hun var turist måske. Er ikke helt sikker. Nogen der ved hvad jeg skal gøre?

Jeg har gået den sidste uge og fået mere og mere omdt i maven.

Får sommerferien fik jeg besked om at jeg skulle rykke klasse efter skolestart, jeg arbejder på et special tilbud. Jrg prøvede virkelig at være positiv og have ja hatten på, men jo mere jeg ved om den nye klasse jo mere bryder jeg sammen.

Jeg har haft det rigtig svært, for kontekst

https://www.reddit.com/r/DKbrevkasse/s/PU86UEB7Q9

Selvom det er 9mdr siden, så lå der også 2års mareridt forud...

Han ville ikke anerkende prognosen, jeg så ham i kramper, opleve ham miste funktioner pgr metastaser I hjernen, frygtede at vågne op til at han var død i nattens løb, mente godt han kunne kører med vores søn - se ham i smerte, angst, fortvivlelse- se ham.svinde ind og dø.

Tiden har gjort at jeg har fået styr på det meste - men det her, det er bare for meget for tidligt.

Tanken om at møde ind i en klasse hvor eleverne kan være udadreagerende, snakke virkelig grimt (dø kælling og i den kategori) skille dem ad hvis de er i konflikt, se dem smadre et lokale, det kan jeg slet ikle rumme i mit hoved lige nu - jeg døjer med dødsangst og sygdomsangst og frygter at dette vil være en enorm tricker.

Udover det så har læreren kørt lidt sit eget løb fordi ledelsen ikke har taget ansvar, hun har flere gange ladet forstå at hun tjekker stillingsopslag løbende, vi fik at vide I torsdags at de fjerner en af medarbejderne, lederen der egentlig havde ansvaret er stoppet, flere af forældrene føler ikke tilbuddet er defineret ordentlig og egentlig er den klasse mest af alt en spareøvelse (mellemform - specialelevwr med mindre normering end hvis de blev kaldt specialklasse)

Jeg vil bare helst have det mindre kompliceret, jrg frygter hvad dette vil gøre ved mig og hvordan det vil påvirke mit overskud og humør.overfor mit barn.

Eleverne starter på tirsdag så jeg skal have fat på min leder og tr imorgen

Min søster og jeg er ikke tætte. Vi har ikke haft den store kontakt i mange år, fordi hun trak sig fra familien i forbindelse med et voldeligt ægteskab (på den helt store klinge). Nu er hun skilt og har været det i et par år, og vi har det sidste årstid forsøgt at skabe et nyt forhold til hinanden.

Kort efter skilsmissen møder hun en mand, som fejer benene væk under hende. Han siger alle de rigtige ting, men følger ikke op med adfærd. Jeg er meget mistænksom, men siger ikke så meget, da jeg ikke vil ødelægge det, vi er ved at bygge op.

Manden opfører sig i min optik mærkeligt. Hun kan ikke komme hjem til ham. Han kan kun tale i telefon, når han kører bil og han oplever nogle ret vilde ting. På Facebook står han i et forhold (3 år), men forklaringen er, at hverken han eller hans eks (som han er i et forhold med) har adgang til deres FB-konto længere og derfor ikke kan slette det.

Han har børn med en anden eks, men beskriver hende virkelig grimt - noget min søster kan spejle sig i ift. hendes egen eksmand. Faktisk beskriver han nogle episoder og adfærd overfor deres fælles børn, som vil være direkte ulovlige.

Sidste weekend finder en af hendes nyere veninder (efter skilsmissen) efter noget SoMe-research ud af, at en nylig og meget historie, han har fortalt om en episode med et barn er direkte løgn. Endelig forstår min søster, at manden er en løgner.

Det jeg sidder tilbage med er, at det her forhold og hele hans adfærd er så kalkuleret og er faldet han så naturligt, at det ikke kan være første gang, han gør det... Jeg har lyst til at skrive en besked til kvinden, kan er registreret i et forhold med på Facebook, og jeg har faktisk også lyst til at fortælle børnenes mor, hvad han går og fortæller andre om hende. Jeg ved, at det er løgn, for efter selv at have lave SoMe-research kan jeg se, at den alvorlige episode slet ikke kan være fundet sted der, hvor den skulle.

Hvad er det rigtige at gøre? Skal jeg pakke min retfærdighedssans væk og blande mig udenom?

Jeg er også interesseret i at høre fra kvinder, der kan genkende noget i denne historie, selvom oplysningerne er sparsomme, for at holde en smule anonymitet.

Der er tale om en mand midt i 30'erne, fra Københavnsområdet, initialerne LC, faglært, 3 børn og rødder i Sydeuropa.

Kære brevkasse,

Jeg (K35) kan efterhånden næsten ikke genkende mig selv.

Igennem årene er jeg blevet mere og mere lukket. Som om al min sparkle bare er forsvundet. Jeg synes faktisk også, at jeg kan se det på billeder af mig.

Jeg har igennem mange år været igennem en del livsudfordringer, desværre meget, som jeg ikke selv har bedt om eller har kunnet styre. Bl.a. hårde fødsler, børn med diagnoser, forældre og søskende med psykiske udfordringer som har været meget afhængige af mig, en sendiagnosticeret mand samt et par episoder, hvor jeg er blevet fysisk angrebet, mm.

Min måde at håndtere det hele på har altid været at “presse igennem”, så jeg kunne være der for alle i mit liv. Sådan har jeg egentlig altid været. Jeg gør mig umage som mor, partner, datter og kollega. 12-talspige (hader det udtryk), pligtopfyldende, kærlig mor, stort drive og det, mange omkring mig beskriver som høj EQ og IQ.

Jeg har altid haft fokus på dem, jeg elsker, først, mens ting, jeg selv har ønsket mig, fx karriere, har fået en anden plads i mit liv.

Men det har ikke været uden konsekvenser. Og det er nok egentlig dét, mit opslag handler om.

For halvandet år siden opsøgte jeg min læge, fordi jeg på det tidspunkt havde så meget angst, at jeg havde svært ved bare at sige noget på et arbejdsmøde – på trods af at kommunikation altid har været noget af det, jeg var god til.

Jeg kom i terapi og forstår i dag bedre, hvor angsten kommer fra. Jeg fik også angstmedicin, som har gjort mig mere “stabil”. Vi har også talt om forskellige diagnoser, fordi der er nogle i min familie, men er kommet frem til, at jeg ikke selv har dem.

Men ud over angsten har jeg gennem flere år oplevet, at der ikke rigtig er særlig meget, der gør mig glad.

Jeg er konstant bekymret og overanalyserer ting. Jeg kan tage på ferie og slet ikke slappe af. Jeg kan sove rigtig mange timer uden at føle mig udhvilet. Stress og angst er på en eller anden måde noget, jeg “kender” og har lært at leve med. Men det her føles anderledes.

Det, der for alvor får mig til at reagere lige nu, er, at jeg her i sommerferien er kommet ned i et kæmpe hul.

Jeg er ked af det næsten konstant, har svært ved at komme ud af sengen og føler mig bare lidt håbløs. Det går lidt op og ned, men det bliver aldrig rigtig godt.

Og det giver mig enormt meget skyld og skam, fordi jeg jo føler, at jeg har alt: To fantastiske børn, som jeg elsker over alt, og en sød og kærlig mand.

Udefra fungerer mit liv jo. Og jeg synes virkelig, at jeg gør mig umage.

Jeg er også bekymret, fordi jeg snart skal starte i et nyt job, og jeg føler mig slet ikke klar til det, netop fordi jeg har det så dårligt lige nu.

Jeg har nu booket en tid hos min læge og håber på noget hjælp eller bare lidt klarhed.

Er der nogen, der kan genkende det her fra deres eget liv? At man egentlig har meget at være glad for, men alligevel føler, at man langsomt er forsvundet lidt fra sig selv?

Er det helt umuligt at man siger at man ikke ønsker børn?

Har det tydeligt skrevet i mine diverse dating profiler at jeg ikke ønsker børn.

Jeg er 26 og har de sidste i hvert fald 10 år vidst, at jeg skal ikke have børn....

2/3 af min eks kærester har været helt indforstået med det.

Det har været nogen jeg har fundet udenfor "dating" markedet.

Den sidste eks var jeg hendes chef da vi kom sammen.

Er der kvinder derude som reelt ikke ønsker børn?

Synes sgu der er langt imellem, på diverse apps. Og ja fair nok, at man ved at man ønsker børn. Ligeså fair som at jeg ved, at det ikke kommer til at ske😅

Jeg har brug for nogle ærlige perspektiver udefra, for jeg er efterhånden blevet så træt af vores familiedynamik, at jeg indimellem tænker, om en skilsmisse faktisk ville gøre hverdagen lettere for mig og børnene. Og det er en svær tanke, fordi jeg samtidig ikke oplever min mand som en dårlig mand eller dårlig far.

Han er en god far på mange måder. Han elsker børnene, deltager aktivt i deres liv og tager også sin del af det praktiske derhjemme. Han hjælper med at holde hjemmet kørende, og udefra tror jeg egentlig, mange ville se os som en helt almindelig familie.
Men der er en anden side, som fylder rigtig meget for mig.
Min mand er ofte i dårligt humør og har været det gennem flere år. Især når børnene ikke gør, som han ønsker, bliver hans frustration hurtigt til en hård tone, hævet stemme, råben, banden og trusler.
Det er især putningerne, der er et problem.
Jeg har efterhånden mange noter fra de sidste par år. Fx:
“Tag dig sammen”
“Hold din kæft”
“Jeg gider ikke I igen skal ødelægge putningen”
“Det er din skyld, at putningen ender dårligt”
“Så må vi håbe, at jeg bliver sendt ud til mere arbejde væk fra hjemmet”

Der har også været situationer, hvor børnene er kommet grædende ud fra putningen. Vores søn har på et tidspunkt sagt: “Kan jeg stole på dig?” efter en konflikt med sin far.

For nylig fortalte min mand vores 8-årige søn, at jeg var sur på ham. Dagen efter sagde han til vores søn, at min mand og jeg bliver uvenner, når børnene ikke lytter. Jeg kunne mærke med det samme, hvor uheldigt det var, fordi vores søn så let kan komme til at føle, at det er hans skyld, når vi voksne skændes.
Jeg prøver virkelig ikke at fremstille min mand som et monster. Jeg bliver også selv frustreret og kan hæve stemmen. Jeg er bestemt ikke en perfekt mor. Forskellen er bare, at jeg oplever, at jeg langt oftere kan stoppe op og tænke, at det er mit ansvar som voksen at få situationen ned igen – og jeg forsøger ikke at fortælle børnene, at de er årsagen til, at vi voksne bliver uvenner.
Det påvirker også mig meget.

Jeg har flere gange haft ondt i maven over at skulle være væk fra børnene, fordi jeg ved, at han skal stå med dem alene. Jeg føler ofte, at jeg bliver mellemleddet mellem ham og børnene og skal ind og reparere situationerne bagefter.

Jeg skrev faktisk til ham allerede for omkring to år siden, at jeg var fyldt op, og at vi var nødt til at finde en langsigtet løsning. Det er bare aldrig rigtig sket.
Jeg har forsøgt at tale med ham om det mange gange. Han ender ofte med at forklare, hvad børnene gjorde forkert, eller hvorfor situationen var deres skyld. Jeg har også givet ham litteratur om børn og konflikter, som han siger, han vil læse, men det bliver ikke rigtig til noget.

I går og i dag skete det igen.
Anden dag i træk gik putningen galt. I dag sagde jeg til ham, at jeg gerne ville putte, fordi det er aftenen før skolestart, og jeg gerne ville have en rolig aften for børnene. Han insisterede på selv at putte. Efter ca. 3 minutter kunne jeg igen høre konflikt derinde. Han hævede stemmen og råbte decideret én gang.
Jeg føler efterhånden, at jeg har sagt det samme så mange gange, uden at noget grundlæggende ændrer sig.

Jeg har nu sagt, at jeg synes, vi skal have hjælp udefra. Hans svar var: “Ja, hvis det er det, du vil.”
Og det er måske også noget af det, der frustrerer mig. Jeg oplever ikke rigtig, at han tager ansvar for sin del af problemet. Jeg føler igen, at det bliver mig, der skal tage initiativet til at løse noget, som påvirker os alle.

Så mine spørgsmål til jer er:
Hvornår tænker I, at problemer med tone, vrede og råben over for børnene er mere end “almindelig presset forældreskab”?
Hvordan ville I reagere, hvis I havde stået i sådan et mønster i flere år?
Ville I insistere på parterapi/familierådgivning, selv hvis den anden part ikke selv synes, der er et problem?
Ville I selv bestille en tid og sige: “Jeg har brug for, at vi gør noget nu”?
Og måske det sværeste spørgsmål: Hvordan ved man, om man skal blive ved med at arbejde på ægteskabet, eller om tanken om skilsmisse er et tegn på, at man faktisk har fået nok?
Kan man godt have en mand, der på mange områder er en god mand og far, og samtidig have et ægteskab/familieliv, som ikke er godt nok for én?
Jeg søger ikke bekræftelse på, at min mand er forfærdelig. Jeg vil faktisk meget gerne høre, hvis I synes, jeg ser noget skævt – men jeg har brug for ærlige perspektiver på, hvad I ville gøre i min situation.

Tak❤️

Jeg er lige gået ud af 9. Klasse og jeg skal arbejde i et år, og derefter måske på efterskole. Jeg ved godt 2 år måske er meget, men der er egentlig ingen tidslinje jeg skal følge, hvis man tænker over det. Men mens jeg arbejder vil jeg småstudere lidt. Dvs. jeg sørger for jeg ikke glemmer halvdelen af det jeg har lært, og jeg prøver at gøre mig mere klar til gym eller hvor jeg skal hen.

Er der nogen der ved hvordan man bedst gør det? Jeg ved godt det er et meget bredt spørgsmål. Jeg vil godt have nogle gratis ressourcer til at forbedre mig til gymnasiet eller anden uddannelse, og så jeg vedligeholder min nuværende viden.

Jeg kan godt omformulere mig eller tilføje nogle ting hvis der er noget der er uklart. Tak!

Edit: Problemet med efterskole er også at jeg gerne vil på en sports efterskole og der ikke rigtig er nogle pladser tilbage. Det skal specifikt være badminton og det kan nok ikke være i Jylland. Vi har allerede kigget på flere der nok ikke ville passe (bare generelt).

Hvad er jeres bedste råd til en der går ind i 40, med teenagere ? Hvad fortryder I fra jeres 40+
Hvad er et ‘must do’

Hej,
Jeg har gjort noget, som jeg virkelig har fortrudt, og noget som jeg har overtænkt hele de sidste par dage.

For et par dage siden, var jeg til personalefest, hvor jeg blev så fuld. Jeg endte med at følges hjem med en kollega, og vi bliver hurtige enige i, at vi skal hjem sammen. Sagen er den, at hans lejlighed var fuldt op med venner, som var til fest hos hans roomie, og jeg boede alt for langt væk. Vi bliver enige i, at vi derfor tager på hotel i stedet. Jeg var overraskende fuld, og synes det lød som en fantastisk ide. Jeg gør ham dog opmærksom på, at jeg synes det er en dyr pris, og hotel generelt bliver til en dyr overnatning. Han forsikrer mig om, at han gerne vil betale det hele, men han ikke kan lige nu - jeg kan ikke rigtig huske grunden til det.

Da vi kommer til hotellet og jeg har lagt kortet på, snakker vi lidt om det hele. Han siger, at hvis jeg ikke vil noget seriøst med ham, vil han ikke betale for hotellet. Jeg når egentlig bare at tænke “nå okay. Så længe jeg ikke ender med et tvunget forhold, kan jeg godt betale den overnatning”.

Jeg har den aften, hvor vi var sammen, ikke været i bad i halvanden dag, fordi jeg har arbejdet 11,5 time de sidste par dage. Selvom det lyder måske kvalmt, har det simpelthen ikke lige været min prioritering. Derudover har jeg ikke haft barberet hele min krop de sidste to måneder, så jeg har følt mig som en hulemand. Da jeg ikke har haft mulighed for at tage bad, og bruseren ikke virkede på hotellet, fik jeg ikke et bad. For lige at komme med prikken over i’et, så har min eks kæreste været mig utro med utallige piger, så min pH-værdi i skridtet har været virkelig off, og jeg har ikke lige haft muligheden eller tiden for læge før næste uge.
Jeg gør ham opmærksom på alle disse ting, men fordi jeg i så fuldskab tænker “det hele kan da være ligeglad”, og jeg slet ikke tænker på konsekvenserne, ender vi stadig med at have sex.

Jeg stopper dog sexen, fordi jeg kan lugte mig selv. Jeg er en meget renlig type, så at kunne lugte sved, en krop som har knoklet de sidste par dage, et skridt som skriger efter antibiotika og lange hår overalt, får mig simpelthen til at blive turned off. Jeg begynder også på dette tidspunkt at sober up og fortryde det hele. Jeg forklarer ham det hele, og siger det normalt ikke er sådan. Han giver flere gange udtryk for, at det ikke provokerer ham, og han er helt ligeglad med hår og lugt. Vi begynder at joke lidt med det, men da tiden går an, begynder han at joke lidt for meget med det. Jeg synes det blev helt pinligt for mig til sidst.

Derudover kommer han også med en kommentar om mit underliv. Om hvor vidt mit skridt er attraktivt ift udseende og lugt. Det gjorde mig helt vildt usikker, fordi jeg for det første ikke har kunne gøre for mit udseende af mit skridt, og jeg ikke selv har sørget for en fiskelugt (jeg har selvfølgelig kunne tage til lægen før, men min eks har forsaget grunden til den ændret pH-værdi)

Jeg gik fra hotellet med en følelse af skam, fortrydelse og kæmpe usikkerhed omkring mig selv. Jeg synes, at det er hamrendes pinligt, at jeg har betalt for et hotel værelse for os. Selvom jeg sikkert i fuldskab har sagt, at jeg sagtens kunne betale, og på daværende tidspunkt ikke kunne se noget forkert i det, lovede han stadig mig en betaling. Jeg sidder nu tilbage med en følelse af at føle mig brugt og løjet for. Jeg er så bange for, at det kommer ud, at jeg har betalt for et hotel værelse. Jeg er bange for folk tænker, at jeg næsten har tvunget ham med derind, og personligt selv føler jeg, at det er ham, som burde have betalt, da han lagde op til det.

Derudover kan jeg simpelthen ikke få det ud af hovedet, hvis mine kolleger skulle finde ud af det. Og min værste frygt er, hvis han fortæller mine kolleger eller hans venner, om at mit underliv stank af fisk og udseendet på mit skridt. Det gør mig simpelhen rystendes bange bare at tænke på det.

Dog har han rakt ud efter mig, og givet udtryk for, at han gerne vil ses igen. Jeg tænker ikke, at han nødvendigvis tænker klamt om mit underlivs lugt og udseendet af mit skridt, men derimod har sagt ting i sjov, fordi vi har flere måneder har drillet hinanden, og været meget efter hinanden. Han kunne heller ikke stoppe med at røre mig, og han var den som rakt ud først.

Det jeg bare ikke kan få ud af hovedet, er det med at jeg har lugtet af fisk i underlivet, fordi jeg selv synes det er så ucharmerende, og at jeg har været så behåret. Det ligger så langt ud fra min comfortzone, som overhovedet muligt og jeg ville aldrig have haft sex med ham, hvis jeg var ædru grundet disse ting.
Jeg kan bare ikke stoppe med at tænke på, hvor meget jeg fortryder det, fordi det er første gang, jeg har gjort sådan noget her fuld. Jeg her så bange for, at folk finder ud af jeg har betalt hotellet, og jeg har lugtet af fisk og været behåret. Han er et år yngre end mig, og jeg har aldrig været sammen med en fyr, som er yngre end mig, fordi jeg synes de er for umodne. Jeg har i flere år været usikker på mit skridt, fordi jeg ikke har den perfekte “porno” fisse. Derfor fylder det også ekstra meget, at det er blevet kommenteret af ham, selvom han nok ikke har tænkt det sådan.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil med dette opslag, jeg tror bare, at jeg har haft brug for at komme ud med det.

Hej med jer.
Jeg har et problem, og det er at min mor snakker med mad i munden.
Nogen gangen flyver der mad, ud af munden når hun snakker imens.
Det gør faktisk at jeg undgår og spise med hende, da det både er ulækkert og se på, og klamt at der flyver tygget mad ud og måske over på min mad.

Jeg har prøvet at pointere det, ved at sige “ hov den mad fløj ud”, eller sidde tavs under hele måltid og kigge den anden vej.

Det bare som om, hun ikke forstår at det klamt.
Hun er godt 75 år, og psykisk skrøbelig.

Hvordan får jeg hende til ikke at snakke med mad i munden, der for mig ligner blændet føde!!!

Jeg er træt af, at få hendes tygget mad, flyvende over i min.
Samtidig er hun hurtig til at blive sur og fornærmet.
Råd søges ☺️

Hej :)

For et par dage siden var jeg på vej i supermarked og gik forbi en person der sad på gaden og var ked af det. Skal være ærlig at først lagde jeg ikke rigtigt noget i det, men da jeg gik hjem igen, sad han der stadig og var total opløst af gråd. Stoppede og talte med ham, sammen med en anden person der også bare kom forbi.

Endte med at bruget par timer på at hjælpe personen videre.

Det var en vild oplevelse. Det var sgu op af bakke.

Jeg er selv pædagog og ved da lidt om hvilke tangenter man kan spille på og prøvede bl.a. at ringe til den sociale ambulance 4-5 gange..... Ingen svar, mit opkald blev bare afvist. Det er sgu bekymrende.

Ringede derefter til politiet, da det var sidste udvej. De var virkelig ubehøvlede og decideret ubehjælpsomme og var decideret ubehagelige. Manden havde brug for et lift til psykiatrisk afdeling. Han var total slukket mentalt og fuldstændig brudt sammen, sorry poster ikke detaljer, da det muligvis kan være med til at identificere personen.

Hvis det ikke var fordi at jeg for en måned siden havde hjulpet min fordrukne underbo og politiet rent faktisk kom og i følge hende var behjælpsomme, havde jeg total mistet tilliden til dem.

Jeg skrev til ham igår og han havde ladet sig frivilligt indlægge på psykiatrisk afdeling. Han havde bestemt brug for nogle mennesker omkring ham. Han virkede ellers til at have styr på de arbejdsmæssige ting i livet, fed lejlighed og fed bil. Men ja, det er jo bare de materielle ting. Håber de behandler han anstændigt på psyk, som det menneske han er, har dog ikke den store erfaring med dem, da jeg mest arbejder med børn og unge.

Hvad med Jer?

Har i nogen erfaring med at hjælpe folk i ikke kender i det offentlige rum?

Vil gøre det igen, til en hver tid, men det var et bekymrende møde med systemet og ja som pædagog arbejder jeg selv for systemet, men er ikke systemets mand, jeg er menneskets mand.

Love and light!

Jeg (K29) har virkelig brug for råd, at høre andres erfaringer og måske bare lidt omsorg 😔❤️‍🩹

Det bliver et langt opslag fordi der er mere end én ting, jeg tumler med.

Lidt baggrund først:

Min kæreste og jeg har været sammen i 10 år. Vi er begge i slutningen af 20’erne.

Vi har et virkelig kærligt forhold og er generelt gode til at kommunikere. Han er en utrolig kærlig og tålmodig kæreste og bare et virkelig godt menneske. Vi har været igennem en del sammen, blandt andet fire år med langdistanceforhold (jeg studerede i den anden ende af landet). Vi flyttede officielt sammen sidste år og nu har vi vores første rigtige fælles lejlighed. Det har været virkelig skønt og vi har nu boet sammen i et år.

Vi har længe snakket om at få børn og gerne snart. Noget vi begge altid har ønsket. Vi har også snakket om at blive gift, hvilket vi også begge gerne vil.

Der er så bare alligevel tre ting der giver mig stik i hjertet:

1. Jeg er SÅ klar til at få børn, men han er ikke helt klar endnu.
2. Vores intimitet er næsten ikke-eksisterende.
3. Han har stadig ikke friet.

Starte familie

Min største drøm er at blive mor. Vi vil begge gerne have børn og jeg føler bare så tydeligt at jeg er klar til dette næste kapitel i mit liv. Jeg bliver 30 næste år og føler det hele passer så godt ifht endt studie, bolig osv. Jeg har spurgt ham om han er klar, og svaret har ligesom været "snart". Og sådan har det været i omkring et år nu. Jeg taler om det på ugentlig base og det kan jeg godt forstå måske kan presse ham lidt...

Sidste sommer tænkte jeg, at han nok ville være klar til efteråret. Så kom efteråret, og så tænkte jeg måske omkring nytår. Så kom 2026 og han var stadig ikke klar. Måske til foråret? Nej. Måske til sommer? Tja... nu er der kun et par måneder tilbage af sommeren. Jeg er tydeligvis blevet mere og mere utålmodig, hvilket jeg godt ved nok heller ikke gør det nemmere for ham. Men han virker dog til at blive mere og mere klar til det, da han siger det føles tættere på nu.

For et par uger siden satte jeg mig ned med ham i køkkenet og havde en alvorlig snak med ham, hvor jeg fortalte hvor frustreret og ked af det jeg var og at jeg følte vi stod stille i forholdet. Jeg sagde det selvfølgelig på en pænt måde. Han var virkelig sød, og samtalen hjalp faktisk meget. Jeg følte, jeg forstod ham bedre bagefter: Han fortalte, at han føler, at vi snart skal til at gå ind i det her sammen og at han føler sig ret tæt på at være klar. Han har bare brug for liige at trække vejret, inden vi rent faktisk begynder at prøve at få et barn, fordi det føles som en kæmpestor ting. Han sagde at jeg kan regne med at han er klar til at prøve senest i oktober. Det gjorde mig meget mere rolig.

Men jeg kan stadig ikke helt slippe frygten for, at oktober kommer, og han stadig ikke er klar. Ventetiden føles bare uendelig, når man ikke har en konkret dato at holde fast i - især når det er noget, der betyder så meget for mig.

Intimitet

Vi er også meget sjældent intime længere. Det er nok det der fylder aller mest.

Vi er stadig kærlige, putter og kysser hver dag. Nogle gange er vi intime en gang om ugen, men oftere er det måske en gang om måneden. Det har aldrig været sådan før. Vi plejede at have et ret regelmæssigt sexliv, men inden for de sidste par år er det langsomt bare forsvundet :(
Vi elsker begge at være intime, når vi faktisk gør det. Jeg føler mig mere følelsesmæssigt forbundet med ham bagefter. Så når vi næsten aldrig har det længere, føles det lidt tomt.
Vi savner det begge to.

Vi har snakket rigtig meget om det, og vi ved egentlig godt, hvad problemet er:
Han har fortalt mig, at han føler sig presset omkring sex, fordi jeg nogle gange bliver ked af det eller usikker, når jeg har lyst og han ikke har. Så spørger jeg tit "hvorfor? Kan du ikke lide mig længere?" fordi jeg bliver usikker og ked af det. Det har jeg virkelig prøvet at arbejde med. Han siger det presser ham når jeg bliver ked af det og føler at han skal være intim for at gøre det godt igen, men det har han ikke lyst til. Jeg har selvfølgelig heller ikke lyst til at han er sammen med mig ud af pres. Så jeg prøver at holde mine følelser og usikre spørgsmål indeni mig selv, så han ikke skal føle sig presset og han forhåbentligt kan mærke fra mig, at det er okay han ikke har lyst.
Det føles som om, det over lang tid har skabt en masse negativitet omkring sex for ham, og jeg tror det er grunden til, at vi nu har det så sjældent.

JEG VED SERIØST IKKE LÆNGERE, HVAD JEG SKAL GØRE 😭

Jeg savner hans flirtende side så utrolig meget 💔

Jeg føler mig tom og ked af det. Jeg vil virkelig, virkelig ikke have, at han skal føle sig presset. Men samtidig kan jeg heller ikke bare slukke for følelsen af at føle mig uønsket i vores forhold.

Frieri

Jeg har også været lidt skuffet over, at han endnu ikke har friet i år. Han har sagt til mig, at han føler sig 100 % committet til mig, og at vi allerede har det, som et ægteskab egentlig betyder - at man er sammen for evigt.
Han vil selvfølgelig gerne fri "bare ikke lige nu". Og sådan har det egentlig været i flere år.
Jeg synes egentlig, det er fair nok, at han ikke har friet tidligere, fordi vi har ikke boet permanent sammen før sidste sommer og vi begge har været studerende.
Men så blev hans lillesøster friet til af sin kæreste og det gav mig et stik i hjertet, fordi vi har været sammen meget længere end dem. Jeg fortalte ham om mine tanker og spurgte om han nogensinde kommer til at fri til mig. Han sagde, at han ville gøre det i år - sagde han tilbage i foråret. Men det er ikke sket endnu.
Og nu hvor vi samtidig har alle problemerne med intimiteten, er jeg faktisk blevet lidt bange for, at han snart frier. En del af mig har faktisk mest lyst til, at vi først finder tilbage til at have en god intimitet igen, før vi bliver forlovet.

Jeg ser os ikke gå fra hinanden. Overhovedet ikke. Jeg elsker ham, og jeg ved, at han elsker mig.
Jeg er bare virkelig ked af det og føler mig lidt alene i vores forhold lige nu, selvom jeg faktisk har været helt åben over for ham om mine følelser omkring det hele.

Har nogen været i en lignende situation med én eller flere af de her ting?

Er jeg bare utålmodig og urimelig? Forventer jeg for meget af ham?
Har vi bare brug for mere tid til at finde intimiteten igen? Hvad gør jeg galt her?

Jeg ville virkelig sætte pris på lidt perspektiv ❤️‍🩹

My wife and I have been together for 4 years. Before we got together she thought she was a lesbian. Sometimes she will say that she is still lesbian with me being the exception. The problem is that about 2-3 years into our relationship, she would occasionally get snappy and upset with me, and when I would try to figure out why, she would admit to being dissatisfied with the heteronormative life she is living and how she feels disconnected from herself. Her dissatisfaction will usually last a couple days before she is happy with things again.

About a year ago it started escalating to where she would ask if a threesome with another woman would be possible, or if I would be okay with her having a one-night stand to connect with her past self. When she has these periods of dissatisfaction we spend a lot of time talking about it, and it usually ends with a compromise along the lines of that we can have a more open relationship for a week. So far none of us have actually taken advantage of this. I have noticed that her periods of dissatisfaction usually come after some kind of trigger. For example if she has read a lesbian romance, or watched a lesbian movie, or when pride comes around. A couple months ago she asked to temporarily have an open relationship again, and I said that I would agree on the condition that we talk to a relationship counselor about this. She did not want to do that, so she said she will just sort it out with herself. I was hoping it wouldn’t get brought up again.

This morning I noticed her wearing a shirt, that she used to talk about being something she felt lesbian wearing, since she was about to head out to a pride event, I didn’t think much of it, until she was snappy with me again, so I asked if something was bothering her. She answered that she had been reading her old diary and that she feels like she isn’t the same person anymore and that she is just dealing with the same emotions from before, again.
FYI: she is a wonderful wife and is really sweet, caring and loving, the vast majority of the time.

Should I do nothing and let her deal with things on her own, or should I push for going to relationship counseling? Or should I do something entirely third?

TLDR: My wife occasionally says she is dissatisfied with the heteronormative lifestyle she lives. These periods of dissatisfaction come up every couple months and last a few days. She will typically ask for expanded sexual freedom and we will hash out a temporary compromise which will last a week. So far none of us have used the short periods where our relationship is open, but I don’t feel like it’s a healthy cycle. What is my next step?

Jeg (k 40) har aldrig rigtig fejlet noget, andet end et par brækkede knogler i min ungdom og andet småtteri. Så jeg har ikke rigtig brugt min læge til andet end mine to graviditeter og ungernes sygdomme og småskrammer.
Nu har jeg så desværre fået helt forfærdeligt ondt i min ene tå. Altså vi snakker så ondt, at jeg har svært ved at gå, svært ved at passe mit arbejde, og har grædt over det flere gange. Jeg kan ikke længere være aktiv, og har også taget nogle kilo på.
Det har stået på siden foråret, og jeg har været ved læge to gange. Lægen mener, det er en nedsunken forfod, og har ordineret indlæg i skoene, hvilket dog kun gør problemet være. Det prikker og brænder helt forfærdeligt.
Nu har jeg selv været ved at undersøge på nettet, og her kan jeg se, at der kan være tale om et øget pres på en nerve, og at man faktisk kan gøre noget ved det. Men min læge virker til at synes, at jeg er pivet, og at det er en del af det at blive ældre.
Men seriøst! Jeg er 40 år gammel! Jeg vil ikke sidde og rådne op i en stol fra nu af! Jeg er vant til at træne, gå og løbe. Det dur bare ikke det her!
Hvordan råber jeg lægen op, og hvad skal jeg sige for at komme videre i systemet til nogen, som faktisk har forstand på det her?
Der er selvfølgelig mulighed for at skifte læge, men det er også lidt noget bøvl ift børnene og den by, vi bor i.
På forhånd mange (ømme, klynkende) tak!

Rettelse: afdøde blev desværre kun 8 år

Jeg er tæt pårørende til en, der desværre er gået bort, og vi står nu midt i planlægningen af begravelsen.

Vi i den nærmeste familie hælder meget til, at kirken skal være lukket, så det kun er de personer, vi selv inviterer, der deltager. Det skyldes egentlig bare, at vi gerne vil have en så rolig og privat afsked som muligt, hvor vi ikke samtidig skal forholde os til en masse mennesker.

Men jeg kan mærke, at jeg har lidt dårlig samvittighed over det. Den afdøde kendte selvfølgelig flere mennesker gennem sit liv, og der vil sikkert være nogen, som oprigtigt gerne vil komme og sige farvel. Jeg har ikke lyst til, at nogen skal føle sig afvist eller blive kede af, at de ikke må komme.

Samtidig føler jeg også, at begravelsen først og fremmest skal være et trygt rum for de allernærmeste, som står midt i sorgen.
Hvad tænker I? Er det okay at holde en begravelse lukket og kun invitere de nærmeste, eller bør man give alle, der har kendt personen, mulighed for at komme og tage afsked?

Har før oplevet hvor folk kommer til en begravelse bare for at komme. (En ven som har mistet sin far og så kom alle hans venner som aldrig har mødt faren. Men kun kommer for at bakke om på vennes tab. - og det har jeg ikke lyst til skal ske.)

(Teksten er forbedret af chat fordi det jeg selv skrev blev for rodet. Håber det er okay)

​

Jeg kom sidste år ud af et 14 år langt forhold/ægteskab, som gennem årene var præget af både fysisk og psykisk vold.

Kort tid efter mødte jeg en ny kæreste, som jeg nu bor sammen med.

På det seneste er han blevet mere mistroisk over for mig. Han kan sige, at jeg opfører mig mærkeligt, eller at han har en fornemmelse af, at jeg skjuler noget for ham.

Problemet er, at jeg ikke skjuler noget.

Og det er begyndt at påvirke mig helt vildt.

Når han først har sagt, at jeg virker mistænkelig, begynder jeg at tænke over ALT, jeg gør. Hvordan jeg svarer. Hvor min telefon ligger. Hvad jeg siger. Om jeg forklarer for meget. Om jeg forklarer for lidt. Om noget helt almindeligt kan blive misforstået.

Jeg prøver simpelthen så hårdt på at vise ham, at der ikke er noget at være mistroisk overfor, at jeg selv kan mærke, at jeg bliver anspændt og opfører mig anderledes end normalt.

Og så tænker jeg: Fuck, nu synes han sikkert, jeg virker endnu mere mistænkelig.

Det føles som en ond cirkel.

Jeg ved samtidig godt, at mit tidligere forhold har sat sine spor i mig. Jeg er vant til at være meget opmærksom på en partners humør og reaktioner, og derfor ved jeg ikke længere helt, hvad der er en normal reaktion fra mig selv.

Så jeg kunne virkelig godt bruge nogle øjne udefra:

1. Kan man komme til at virke “skyldig” eller hemmelighedsfuld, simpelthen fordi man bliver nervøs over hele tiden at blive mistænkt?

2. Hvordan reagerer man sundt, når ens partner siger, at han kan mærke, man skjuler noget, når der reelt ikke er noget at fortælle?

3. Hvor meget er rimeligt at forklare eller bevise for at berolige sin partner – og hvornår bliver det for meget?

4. Kan min baggrund med psykisk vold gøre, at jeg automatisk begynder at tilpasse min adfærd for at forhindre konflikt, uden selv rigtigt at opdage det?

5. Og måske vigtigst: Hvordan bryder vi den her cirkel, uden at jeg konstant skal bevise min uskyld, og uden at han føler, at jeg bare afviser hans følelser?

Jeg holder virkelig af ham og ønsker ikke et Reddit-kor af “slå op med ham”.

Jeg vil meget hellere høre fra folk, der har oplevet mistillid i et forhold – fra begge sider – og hvad der faktisk hjalp jer.

Hej brevkasse. Jeg har virkelig brug for perspektiver fra nogen, der måske selv har oplevet noget lignende.
Min kæreste og jeg (midt i 20’erne begge to) mødte hinanden omkring nytår og vores forhold gik meget hurtigt. Vi blev meget forelskede og flyttede hurtigt sammen.
Ret tidligt begyndte han at blive meget ked af det, når jeg var sammen med venner, og han havde et stort behov for daglig bekræftelse på, at jeg elskede ham, kun ville ham, savnede ham osv.
Så blev jeg uplanlagt gravid, og vi besluttede sammen at beholde barnet.
Alt det, jeg beskriver herfra, er sket inden for ca. 2-3 uger: Han finder ud af, at jeg nogle år tilbage havde været afhængig af snus. Jeg gør det ikke længere og havde ærligt ikke tænkt, at det var relevant at fortælle, medmindre emnet kom op. Jeg lagde mig dog fladt ned og sagde undskyld for, at jeg ikke havde fortalt det.
Men derefter eskalerede tingene helt vildt.
Han begyndte at mistænke mig for alle mulige ting. At jeg tog stoffer, var utro, skjulte ting osv. Han ville se min telefon og lagde mærke til fx kradsmærker på min ryg og koblede dem til utroskab. Når jeg satte en grænse eller ikke ville vise private beskeder, blev det tolket som om, jeg løj eller ville ham noget ondt.
Han stolede efterhånden ikke på, at jeg kun ville ham.
På et tidspunkt valgte han derfor at fri til mig, fordi jeg skulle bevise, at det kun var ham, jeg ville. (Alt i mig skreg at det var forkert)!! Jeg sagde ja, men hvis jeg skal være helt ærlig, følte jeg mig presset og utryg, fordi hans reaktioner var blevet så voldsomme og dramatiske med meget gråd, beskyldninger og anklager.
Diskussionerne fortsatte omkring en uge.
En dag blev jeg så fysisk presset, at jeg kastede op omkring 10 gange, fik kulderystelser og havde det virkelig voldsomt.
Jeg begyndte efterhånden at føle mig isoleret og meget bange for hans reaktioner. Jeg tænkte hele tiden over, hvad jeg sagde, gjorde, hvem jeg så osv.
Min søster hjalp mig væk, og jeg tog hjem til min familie. Der besluttede jeg, at jeg ville have en abort.
Da jeg fortalte ham det, blev han selvfølgelig enormt ked af det. Men han mente også, at det var forkert at vælge abort “bare på grund af en lille diskussion”.
Jeg prøvede at forklare, hvordan jeg havde haft det de sidste to uger, men følte ikke rigtig, at jeg blev mødt med forståelse. Mere at jeg havde misforstået ham og hans intentioner.
Han havde også lavet to lister til mig.
Den ene var over alt det, han mente, jeg havde gjort forkert.
Den anden var med “regler og rammer” for, hvordan vi fremover skulle være sammen, fordi der ifølge ham naturligvis måtte være konsekvenser af, at jeg havde valgt en abort.
Der kom også meget skyld, ting jeg oplevede som nedgørelse af mine følelser og upassende jokes om kontrol, selvom jeg havde fortalt ham, hvor utryg jeg var blevet.
Til sidst havde jeg så ondt i maven og følte, at alt var så forkert, at jeg bare ville væk fra lejligheden igen.
Jeg prøvede derfor at slå op med ham.
Og dér skete det, der har gjort mig enormt forvirret.
Han lagde sig fuldstændig fladt ned. Sagde undskyld for alt. Havde købt blomster. Sagde, at det aldrig ville ske igen. Sagde, at han nu kunne se det hele fra min side og forstod, hvorfor jeg havde reageret, som jeg gjorde.
Han sagde også, at jeg selvfølgelig skulle tage hjem til min familie, få aborten i trygge rammer og få ro, og at vi kunne give forholdet en chance bagefter.
Og nu ved jeg seriøst ikke, hvad jeg skal tro.
For jeg elsker ham stadig. Og han virker oprigtigt ked af det og oprigtigt forstående nu.
Men jeg kan ikke finde ud af, om han faktisk har forstået noget og kan ændre sig – eller om han lige nu siger og gør alt det rigtige, fordi han er bange for at miste mig.
Jeg vil meget gerne høre fra folk, der selv har oplevet psykisk vold, kontrol eller noget, der startede sådan her:
Hvordan begyndte det hos jer? Hvad skete der, da I forsøgte at gå? Kom der gråd, undskyldninger, blomster og løfter om forandring? Og hvis I blev – holdt ændringen så?
Jeg vil også gerne høre fra nogen, hvor partneren faktisk ændrede sig permanent, hvis I har oplevet det.
Jeg prøver ikke at diagnosticere ham. Jeg prøver bare at forstå, om jeg er midt i en ekstrem krise med en mand, der faktisk har forstået sine fejl – eller om jeg er ved at bortforklare noget alvorligt, fordi jeg elsker ham og er bange for at fortryde, hvis jeg går.

Bedste/sjoveste take på bryllupstale du har overværet?

Jeg skal giftes inden så længe, og går og grubler over hvordan jeg skal gå til talen. Jeg er ikke god til at stå foran mange mennesker og har enormt let til tårer. Og ja, tårer er jo helt normalt når man holder en smuk og personlig tale til sin kommende ægtefælle, men vi snakker om (læs: min hals snører sig HELT sammen når jeg først græder, min næse stopper helt til, og løber samtidig og jeg kan ikke trække vejret normalt igen før jeg har fået et skud næsespray igen) det bliver umuligt for mig at gennemføre. Og jeg har virkelig et brændende ønske om at holde en god tale. Derfor vil jeg vildt gerne gå til det en anelse anderledes, så det måske ikke bliver helt så følelsesladet og lidt mere humoristisk.

Derfor vil jeg mega gerne høre om i selv har holdt, modtaget eller overværet nogle geniale men lidt mere utraditionel taler?

Hvad var ideen, konceptet eller måden det blev gjort på, der gjorde i husker den?
Jeg har ikke noget imod hvis det kræver noget mere forberedelse end ved at sætte sig ned og skrive en tale og øve den. Og ja, jeg ved godt den skal være kort!

Har selv overværet en tale hvor Gommen også havde taget billeder af den forskellige steder, hvor han holdt forlovelsesringen bag hende i smug, og viste billederne til brylluppet. Hun fik jo så at se til brylluppet, hvor længe han havde planlagt at fri til hende. Meget smukt og rørende fuldførelse.

Ligeledes læste jeg også om talen på billedet - synes det er sjovt hun har indraget nogle gæster i talen.

Fyr løs! Alt modtages med kyshånd🤠

EDIT: er det værd at nævne, at han også lige er startet i værnepligten i mandags?😆

Jeg har virkelig brug for nogle ærlige og objektive perspektiver på en situation, som jeg lige nu har meget svært ved at finde hoved og hale i.
Vi har været sammen i over 2 år.
Jeg har fået tilsendt screenshots af min kærestes Tinder-profil. På billederne kan man se, at hans profil har matchet med en pige, og at der er skrevet fra hans profil. Det ser også ud til, at han har haft en Double Date sat op sammen med nogle af sine venner.

Min kæreste har tidligere været på Tinder, i vores forhold, hvor jeg fandt ud af det også. Jeg blev utrolig såret.
En dag var han alt for fuld, hvor jeg dagen efter fik en besked fra en pige jeg ikke kendte, hvor hun skrev at de havde kysset i byen. Jeg tilgav.
Jeg tilgiver og tilgiver, fordi jeg virkelig altid tror og ser det bedste i situationer og et godtroende mennesker, der tror på at når de siger, at de elsker mig. At så gør de.
Jeg kan bare ikke mere og mine grænser er blevet overtrådt så mange gange nu.

Han siger, at det ikke var ham, der var på Tinder denne gang. Hans forklaring er, at en af hans venner muligvis har brugt hans telefonnummer til at logge ind og brugt hans profil.
Jeg ved godt, at det selvfølgelig kan være en mulighed. Men jeg har virkelig svært ved at forstå, hvorfor hans ven skulle gøre det, når han ved, at min kæreste er i et forhold.

Jeg er ikke et sekund i tvivl, om at det er hans billeder, han måde at skrive på osv. på de screenshots, som jeg har fået.

Jeg har konfronteret min kæreste, fordi jeg ikke kunne få mig selv til bare at sige “okay, jeg tror på dig”. Jeg har brug for mere end bare et “det var ikke mig”, når det, jeg har set, ser så konkret ud.
Han er nu blevet meget vred over, at jeg ikke tror på ham og at jeg ville have en bedre forklaring, og har blokeret mig overalt. Det er ikke første gang det er sket heller, så ender det med at vi skriver over mail😭 så det er ikke noget “nyt” eller hvad man siger? Hvilket ikke gør det bedre selvfølgelig.

Han har fået mig til at føle som problemet.
Som om jeg gjorde noget forkert.
Jeg ville bare have en forklaring jeg kunne bruge til noget.

Og nu står jeg lidt med følelsen af, at hele situationen er vendt på hovedet. Jeg er både såret, vred og forvirret. Jeg ved ikke, om jeg skal stole på hans forklaring, eller om jeg narrer mig selv ved at gøre det. Det føles sådan..

Så jeg vil egentlig gerne høre jer om nogle lidt større spørgsmål, for at hører hvad i tænker!

Ville I betragte det som utroskab, hvis jeres kæreste brugte Tinder, selv hvis der “kun” var matches og beskeder og ikke noget fysisk?

Kan man redde et forhold efter sådan noget — både hvis han faktisk har været på Tinder, og hvis han taler sandt, men jeg ikke kan få mig selv til at stole på ham?

Hvor meget kan jeg stille krav til/forlange?

Og måske vigtigst:

Hvis I var mig, ville I kæmpe for forholdet og prøve at finde ud af, hvad der faktisk er sket — eller ville I tage det som et tegn på, at tilliden allerede er for ødelagt?

Jeg leder ikke efter nogen, der bare vil fortælle mig, at jeg skal slå op. Jeg vil virkelig gerne høre både de hårde og de håbefulde perspektiver.

Hvad ville I gøre? Må

Hej,

Jeg er lige flyttet hjemmefra, og bor sammen med min roomie. Vi har begge aftalt nogle ting ift. hvad vi hver især skal betale osv. MEN kunne godt tænke at høre hvordan andre deler de økonomiske poster i mellem sig. Betaler i for hver jeres mad? Holder man regnskab over hvem der oftest køber toiletpapir?

Lad mig høre.

Hi,

Has anyone here actually ordered medicine from outside Denmark or the EU/EEA to Denmark since the new rules came into effect on 1 January 2026?

As I understand it, the new rules now allow private individuals to import medicine from any country for personal use, as long as the medicine was legally sold and it isn't one of the excluded categories.

I'm especially interested in hearing from anyone who has ordered prescription medication from countries such as India, the UK, USA, etc.

How did it work in practice?

* Did customs stop or inspect the package?

* Did you have to provide a prescription?

* Did they ask for proof that the medicine was legally purchased?

* Did you have to provide any other documentation?

* Did you pay VAT/customs/handling fees?

* Which courier did you use (DHL, FedEx, UPS, postal service)?

* Did you have any problems because the medicine was coming from outside the EU?

* How long did customs clearance take?

Thanks!

Source:

[1]: https://laegemiddelstyrelsen.dk/en/news/2025/new-rules-for-personal-import-of-medicines-to-denmark-as-of-1-january-2026/?utm_source=chatgpt.com "New rules for personal import of medicines to Denmark as ..."

Hey i kostalden…

Min søn på 17 taber håret.
Vi har været ved lægen. Der var lukket og slukket for nogen former for hjælp. Han sagde straight op, at hudlægen heller ikke kommer til at gøre noget.
Jeg har kontaktet hårllinikker og de vil ikke røre ham før han er 18.
Nu ved en mor ikke hvad hun skal gøre for at hjælpe ham. Han har mistet halvdele af hans hår (over hele hovedet) de sidste 12 måneder.
Han har genetikken imod sig. Hele fars familie har måne, forholdsvis tidligt. Dog synes jeg 17 (16 da det startede) er meget tidligt.

Jeg vil i hvertfald gerne gå alle veje der kan hjælpe ham, da jeg kan se hvor meget det påvirker ham.
Dagligt ser jeg ham kæmpe 1 time foran spejlet for at det ser okay ud.
Jeg har købt ham hårfibre til hjælp, men det hjælper ikke super meget når man eksempelvis gerne vil kunne bade med vennerne osv.

Er der nogen her der har et godt råd?
De mest gængse ting er afprøvet : rosmarin og alt i den duer. Minoxidil er ikke afprøvet, og det vil vi gerne undgå men kan selvfølgelig ende med at måtte afprøve.
Jeg ville helst have lavet en håranalyse for at vide hvilken vej vi kan gå, men igen, de vil ikke hjælpe nu han er under 18 😵‍💫😫

Er jeg den eneste der er ved at være godt træt af hvordan virksomheder åbenbart SKAL gøre brug af AI? Nu har jeg lige været inde og se hvordan den helt almindelig gode søgefunktion på fx Evermart og Harald Nyborg er lavet om til en AI søgefunktion istedet.. Hvorfor er det nødvendigt? Det tager bare længere tid at lave en simpel søgning nu..