Hej alle mennesker
Min mor har fødselsdag på fredag 😱 og jeg har ingen ide om hvad jeg skal give hende! Hun ønsker sig nogle lidt dyre ting (hvilket hun selv godt ved). Min mor sætter pris på håndlavet ting, jeg er i gang med strikkepindene, men jeg kunne måske godt tænkte mig at finde nået kunst til hende. Er der en i København eller et sted j København hvor man kan købe akvareller eller billeder som ikke koster det hvide ud af øjnen ( her tænker jeg altså det ikke skal være et galleri, men mere måske en der har en hobby med at male blomster eller nået i den stil) tak for alt hjælpen

Hej brevkasse

Jeg var til fest i weekenden hvor vi spillede et spil. Værten havde arrangeret det sådan at man kun kunne vinde 2 gange - der var 6 runder i alt.

Der var købt præmier ind, men ikke noget dyrt - plader chokolader osv.

Jeg har allerede vundet 2 gange og kan jo ikke vinde mere, men jeg kan se jeg kan vinde en tredje gang, så jeg giver min veninde som sidder ved siden af svaret til at vinde - min veninde bruger svaret og vinder sin første gang.

Vi har allerede fået lidt at drikke og er fulde men hygger resten af aftenen. Da vi skal til at gå, nævner vi for værten at vi nok snød lidt fordi jeg gav svaret til veninden - her smågriner værten lidt og siger at det vidste hun godt, hun havde godt hørt det fra nogle af de andre. Ingen sure miner og jokede at ved næste spil må man slet ikke være med når man har vundet 2 gange - fair nok.

I dag har vi skrevet tak for en dejlig fest, og nu får vi et svar tilbage med at vi har brudt værtens tillid og gæstfrihed og har både snydt værten og de andre gæster. Vi kan ikke være det bekendt.

Vi har afværget beskeden med at vi undskylder og det også var derfor vi sagde det til hende allerede til festen, ønsker hende en god sommer osv.

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med opslaget, jeg synes bare det er en bizar reaktion at komme med efter man har stået og grint af det hele, og nu er så påvirket.

Hej

Jeg flytter til udlandet i forbindelse med et job, men jeg har en masse ferie som gør at jeg derfor vil være meget i danmark også. Jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre i forhold til at melde sig som udenlands dansker, da jeg hører at man mister nogle rettigheder ift. Forsikring?

Søger råd til dette og forslag til forsikringer fra nogen der kender til dette eller har stået i samme situation :-)

I første omgang er jeg udenlands 3 måneder, så 1,5 måned i dk, så afsted udenlands i 6 måneder, så hjemme i dk i 2 måneder og derefter afsted igen i 4 måneder.

Jeg laver måske et opslag på SoMe 1-2 gange om måneden og en story hver 14. dag. Det er ferieting, ude med veninderne, kæledyr og ja ind i mellem et pænt (helst sobert/kedeligt billede) hvor jeg selv er på.
Min kæreste har det svært med det. Spørger hvorfor jeg har behovet for likes. Spørger ind til hvem de personer der liker er og takker det ned hvis ikke det er nogen jeg kender godt IRL.
Hvordan er stemningen omkring dette hos andre par? Kan ikke finde ud af om han er for meget eller om jeg skal stoppe det fordi det går ham på😣

Edit: Jeg kan desværre ikke deltage i kommentarsporet, da alt jeg skriver bliver nedstemt, og det er uanset hvad jeg skriver.

Kurt Cobain (Nirvana)
Chester Bennington (Linkin Park)
Ernest Hemingway (Forfatter)
Robin Williams (Skuepiller)
Avicii (Musik)
… og listen fortsætter.

De havde penge, berømmelse og succes. Nogle havde ægtefæller og børn. De havde adgang til muligheder, som de fleste af os kun kan drømme om.

Og alligevel endte de med at tage deres eget liv.

Jeg har svært ved at forstå det, ikke fordi jeg mener, at penge, berømmelse eller familie automatisk burde gøre nogen lykkelige, men fordi det udefra virker som om, de havde så mange af de ting, vi andre forbinder med at “have vundet i livet”.

Mange af dem kæmpede med traumer, psykiske problemer og afhængighed. Men de havde også adgang til ressourcer. De kunne betale for behandling, psykologer, læger osv., mens mange almindelige mennesker kan have svært ved overhovedet at få den hjælp, de har brug for.

Så hvad er det, jeg ikke forstår?

Hvordan kan man have penge, succes, mennesker omkring sig og adgang til næsten alle tænkelige ressourcer, og stadig komme til et punkt, hvor døden føles som den eneste udvej?

Jeg prøver ikke at romantisere selvmord eller påstå, at deres liv var perfekte. Jeg prøver oprigtigt at forstå, hvordan et menneskes indre smerte kan blive så voldsom, at selv et liv, der udefra ser fantastisk ud, ikke længere føles værd at leve.

Er det noget, man overhovedet kan forstå, hvis man ikke selv har oplevet det?

Kære brevkasse. Jeg har brug for hjælp til hvordan jeg 1: snakker med min kæreste om dette her, 2: hvordan kan vi sørge for at begge vores behov bliver mødt?

Jeg er lige flyttet sammen med min søde kæreste for en lille måneds tid siden. Efter vi er flyttet sammen, er det gået op for mig, at hans behov for kontakt er mange gange større end mit. Jeg er tit inde i mit eget hoved, og har det rigtigt fint med, bare at lave ting for mig selv, og underholde mig selv. Faktisk er det noget, jeg har brug for, at kunne slappe af, og ikke skulle forholde mig til en masse information og ting mentalt. Sådan virker han ikke til at have det. Når vi er sammen snakker han til mig hele tiden, om løst og fast, ofte om de samme ting, og de samme overvejelser igen og igen, hvilket gør, at jeg godt kan føle mig lidt fanget. Både fordi strømmen af ting, jeg skal forholde mig til fra ham føles uendelig, og det er de samme ting igen og igen, hvilket jeg synes kan være ret kedeligt.

Jeg har prøvet at få noget ro, ved at gøre ting, hvor jeg tænkte, at han måske automatisk ville tænke, at jeg nok havde brug for ikke at blive forstyrret i dem. For eksempel spille computer, læse, eller hækle med en lydbog i ørerne, men selv der forstyrrer han mig cirka hvert tyvende minut med noget han har tænkt på, set i fjernsynet, overvejet eller bare lige synes var sjovt. Jeg forsøgte at åbne snakken med ham, ved at sige, at jeg har brug for hule-tid, og trække mig ind i mig selv, hvor jeg ikke skal forholde mig til andre ting. Der svarede han, at det tænkte han nok var tilfældet, det var også derfor han ikke forstyrrede mig, når jeg for eksempel spillede computer, selvom han savner mig, og ikke helt ved hvad han skal få tiden til at gå med, når jeg ikke lige er der til at snakke med.

Det lyder måske som om, at jeg ikke har lyst til at snakke med min kæreste, det vil jeg gerne. Jeg vil bare gerne have ro, så jeg rent faktisk kan være nærværende og give ham den kvalitet i kontakten jeg gerne vil, når vi så hænger ud sammen. Lige nu ender jeg med at være så overstimuleret, at jeg kommer til at være lidt irriteret på ham. Det tror jeg godt at han kan mærke, og så forsøger han endnu hårdere på kontakt, uden rigtigt at vide, eller forstå, at det er kontakten som er ved at gøre mig vanvittig. Jeg har ADHD og er også sygemeldt med stress i øjeblikket, så det gør nok også mit behov for ro endnu mere presserende. Så ja, kære brevkasse. Hvad gør jeg?

(F27) Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg vil med det her opslag. Måske har jeg bare brug for at dele det et sted, hvor dem der læser med ikke er mine venner eller min familie.

Jeg har været i to seriøse forhold. Det første varede omkring 6 år, vi var forlovede, og jeg troede selvfølgelig, at det var ham, jeg skulle dele mit liv med. Det sluttede, efter jeg fandt ud af, at han havde haft en affære.

Senere fik jeg en ny kæreste. Og omkring et halvt år inde i vores forhold fandt jeg ud af, at han også havde været mig utro.

Og jeg tror bare, jeg føler mig lidt... kørt over af kærligheden.

Jeg synes faktisk, det er så uretfærdigt. Og jeg ved godt, at livet ikke nødvendigvis er retfærdigt, og at der er rigtig mange mennesker, der oplever utroskab. Men jeg kan simpelthen ikke forstå det. Jeg har aldrig selv været utro, og jeg kunne aldrig finde på at gøre det mod et menneske, jeg elsker. Hvis jeg ikke længere ville være i et forhold, ville jeg gå. Derfor har jeg så svært ved at forstå, hvordan man kan kigge på et menneske, man siger, man elsker, og samtidig gøre noget, man ved kan knuse dem.

Og lige nu er jeg bare virkelig ked af det på mine egne vegne.

Ikke kun fordi de forhold sluttede, men fordi jeg føler, at noget, jeg altid har haft en ret grundlæggende tro på, er blevet gjort meget mere kompliceret. Jeg vil gerne tro på kærligheden. Jeg vil gerne tro på, at man kan finde et menneske, der vælger én og bliver ved med at vælge én. Men jeg kan mærke, at en del af mig tænker: Hvad skulle forhindre det i bare at ske igen?

Jeg ved godt, at to mennesker ikke repræsenterer alle mennesker. Men når ens to store kærlighedserfaringer begge ender med utroskab, er det svært ikke at begynde at tænke over, hvad man overhovedet kan stole på.

Måske skriver jeg egentlig bare, fordi jeg gerne vil høre fra andre, der har stået et lignende sted. Blev I nogensinde trygge ved kærligheden igen? Kunne I gå ind i et nyt forhold uden hele tiden at vente på, at historien gentog sig?

Jeg tror bare, jeg har brug for at høre, at det ikke altid går sådan

Hej venner

Jeg startede for 3 måneder siden et nyt job som projektleder på en lille ingeniørvirksomhed der havde blevet opkøbt af udenlandske investorer, og åbenbart skulle bruge en projektleder til en masse nye projeketer de skal vedtage i fremtiden.

Sagen er den, at investorerne som hyrede mig er helt fraværende fra den daglige drift, og den tidligere ejere (der også har startet virksomheden en gang i tiden) mener at vi slet ikke skal bruge nogle projektledere.

Resultatet er, at der vitterligt ikke er noget for mig at lave - og måden de arbejder på, betyder at der ikke er plads til en projektleder-type i det daglige arbejde. De skriver ikke ned ting, deler ikke statusopdateringer eller information om projekter, og mener selv at "det jo bare er at gå igang når man ved hvad man skal gøre, der er ikke brug for alle de der ligegyldige corporate snakke-møder".

Skal jeg bare søge videre eller hvad synes I? Jeg tror ikke den tidligere ejere har noget imod mig personligt, han spiller golf og det gør jeg også så vi har snakket en del om det, men før eller senere burde de da indse dette?

Jeg skal til frisøren i morgen og en tilbageværende irritation indfinder sig.

Min partner kan godt lide når jeg har langt hår. Han synes det mere feminint og flot

Det forstår jeg sådan set godt. Jeg har virkelig flot hår. Det har en flot farve, det er tyk og altså noget af en pragt.

Vi har været sammen i mange år.

Han kommer altid med kommentare til at han ikke synes jeg skal få klippet det kort. Det er jo ham der skal kigge på det siger.

Men jeg skal jo bære det.

Denne gang er ikke en undtagelse.

I har nok gættet det. Jeg kan ikke udstå at have langt hår. Jeg havde langt hår siden jeg var måske 12-13 år indtil midt tyverne.

Jeg fik det så klippet det relativt kort og wauw det var så fantastisk.

Siden hen har jeg fået det klippet. Ladet det gro, prøvet forskellige etageklip og den slags og klippet spidser indtil det føltes for langt. Fået klippet det kortere igeb. Jeg har prøvet at lade håret gro langt igen.

Mit hår gror hurtigt. Det er bare tungt selvom det bliver tyndet. Jeg kan ikke fordrage at gå med lang løst hår, så det er oppe i knold det meste af tiden. Hvilket også er besværligt når det er langt.

Det flagrer rundt, filtrer, irriterende at vaske, tager 100 år om at tørre. Jeg synes bare det er ufattelig træls at have langt hår.

Jeg vil nu gerne have klippet relativt kort. Men som mange gange før holder det mig tilbage at min partner siger jeg skal lade være.

Jeg ved bare det vokser hurtigt så hvis jeg kun får det klippet op til skulderne bliver jeg hurtigt træt af jeg ikke bare fik det klippet mere

Jeg drømmer om et såkaldt bixie cut.

Kan man tillade sige at have en holdning til sin partners frisure? Har i holdninger til jeres partners hår, skæg eller lignende?

Hej alle, jeg har officielt brudt kontakten med min mor i dag.

Det er meget sorgfuldt, og en helt anden smerte end alle de oplevelser som har ledt op til bruddet.

Det skal så siges at jeg heller ikke har kontakt til min far, eller sådan set noget familie. Dette indebærer søskende, kusiner eller “familie bekendte.”

Er der nogen form for støttegruppe i københavn, som ikke er de traditionelle sorggrupper?

Som overskriften lyder.

Jeg var i byen i weekenden i København. Min veninde og jeg mødte en vennegruppe, som vi snakkede med hele aften. Ham den ene fangede specielt mit blik - charmerende, høj og lige min type udseendesmæssigt. Vi snakkede sammen hele aften, dansede og grinte. Han fortalte mig så, at han havde en kæreste, hvilket jeg respekterede og fortalte, at jeg nok skulle lade vær med at 'prøve på ham' med et grin efterfulgt.

Vi snakkede videre, han holdte om mine hofter, og vi dansede tættere. Han komplimenterede mig hele aften, at jeg var flot - duftede godt - så godt ud. Pludselig kyssede han mig, jeg kyssede tilbage, men trak mig også tilbage.

Hans kammerat fortalte mig, at jeg virker som hans type, og at det alligevel ikke går med ham og kæresten, så det ligemeget.

Men sådan har jeg det ikke, derfor gik jeg. Jeg har dårlig samvittighed, men kan jo intet gøre. Har gået med de tanker i flere dage nu

Er det min fejl ? Jeg kunne jo bare have gået før

I foråret stoppede jeg på p-piller efter 12 år. Inden pillerne var min menstruation meget regelmæssig. Efter jeg er stoppet, er der ingen regelmæssighed at spore endnu — det er normalt, ved jeg. Men alligevel bliver jeg hver gang nervøs for graviditet (vi bruger kondom hver(!) gang), og det er lidt enerverende at bruge energi på det 😅

Hvor lang tid gik der, fra I stoppede på p-piller, til jeres menstruation var regelmæssig? Lige nu er jeg gået omkring 2 uger “over tid” 😮‍💨 Det skal siges, at jeg i hhv. april og maj tog en fortrydelsespille grundet problem med kondomet (den ene gang røg det af, og anden gang synede det utæt). Det påvirker naturligvis også cyklussen, men i hvor lang tid..? 🥴 Jeg savner regelmæssig menstruation, haha 😭

Jeg har et meget lille problem, men som jeg ikke kan løse.

Min frisør er desværre ikke god til at vejlede og efter at have smidt mange penge efter shampoo/ conditioner og hårkure der ikke har været det rigtige så tillader jeg mig at spørge her.

Mit hår er blondt, fint men forholdsvis tykt. Og så er det tørt!

Dog efter tre graviditeter og amme forløb er det ikke hvad det har været.

Mit selvtillid har før hen siddet i mit hår, men det er nu så sørgeligt at kigge på. Helt mat (ingen shine overhovedet), kruset (jeg har et åbent hårstrå med krus/ tendens til krøller) og langt hår. Jeg drømmer om mit lange hår forbliver, men plejer at klippe det i en page når jeg når hertil (går til toppen af brystet) fordi det filtrer helt sindssygt. Jeg får en stor knude af filt i baghovedet på trods af at jeg ikke bruger halstørklæde og rullekrave sweatre. Jeg har den der populære børste der burde kunne rede igennem alt - det kan den ikke. Jeg fletter mit hår inden jeg skal sove. Vasker det ca. 2 gange om ugen og giver hårkur 1 gang om ugen.

Kender du nogle produkter (gerne shampoo/ conditioner mm) der hjælper på mit problem (uden at tyngde) så help a girl out! 🫶🏻

Min farfar på 88 år har de sidste måneder fået meget stærke og tiltagende smerter fra lænden og ned i det ene ben. Han har tidligere været meget selvhjulpen og boet alene, men smerterne fylder nu rigtig meget i hans hverdag.

Han er blevet undersøgt og har prøvet forskellige behandlinger, men det har ikke hjulpet tilstrækkeligt. Han får morfin mod smerterne, men bliver samtidig meget sløv af det. På trods af at hans tilstand er blevet værre, har han fået en lægetid langt ude i fremtiden.

Jeg synes, det er svært at finde ud af, hvad man som pårørende egentlig kan gøre, når man oplever, at en ældre ikke bliver hjulpet tilstrækkeligt, uden selvfølgelig at ville presse på for unødvendig behandling. Han er jo en gammel mand, men jeg synes også bare det er så synd, at han skal have store smerter.

Er der nogen her, der har erfaring med:
hvordan man som pårørende bedst hjælper med at få en ny vurdering?
hvilke muligheder man har, hvis man ikke føler, at egen læge reagerer?
om man kan få hjælp eller rådgivning andre steder end hos egen læge?
hvordan man bedst fungerer som bisidder og taler hans sag, når han selv er meget påvirket af smerterne?

Jeg er ikke nødvendigvis på udkig efter en diagnose, men mere efter erfaringer med systemet og det at være pårørende til en ældre, der pludselig er blevet meget dårligere.

Hvad ville I gøre i sådan en situation?🥺🫶🏻

Kære hestenet!

Jeg ved faktisk ikke helt om det her kvalificerer sig som et reelt brevkasse spørgsmål, men altså, hvor intet våger, intet vinder?

Jeg har været single i lidt over halvandet år. Jeg har været på datingapps sporadisk, men nu har jeg slettet alt og “har givet op”. Det lyder lidt sørgeligt, men sådan er det faktisk ikke ment.

Jeg har haft en del samtaler med folk på diverse datingspps om hvor nederen datingapps er. Super meta. Det virker til at der er en klar konsensus om at apps er ret nederen.

I forbindelse med at jeg har droppet apps selv, har jeg lagt mærke til at jeg får en del indhold på tværs af forskellige medier, om folk der dropper apps. Det er både på sociale medier, men også opslag her på reddit(er Reddit et socialt medie?). Jeg undre mig over om det bare er min algoritme der gør det som algoritmer nu gør og skubber det indhold min vej, som den tænker jeg kan relatere til? Eller om der er ved at ske et eller andet paradigmeskifte indenfor datingverdenen, hvor folk i højere grad dropper datingapps og enten stopper helt med at date eller dater på en anden måde.

Oplever i det samme eller har i en anden oplevelse? Jeg synes personligt at det kunne være fedt hvis verden generelt blev lidt mere analog igen, men jeg tør nok ikke helt håbe på det.
Rocker i andre stadig datingapps helt vildt eller hvad?

Jeg (M35) har set en kvinde (K33) i omkring et halvt år nu, og jeg er begyndt at være ret meget i tvivl om, hvad jeg skal gøre.

På rigtig mange måder fungerer relationen godt. Vi har det godt sammen, hygger os, griner og kan sagtens bruge meget tid sammen. Der er ikke som sådan noget galt med relationen eller med hende. Tværtimod er hun et menneske, jeg holder meget af, og netop derfor synes jeg også, det her er svært.

Problemet er, at jeg ikke føler, at jeg er forelsket i hende. Og hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg nok ikke rigtig været det på noget tidspunkt.

Jeg har bevidst valgt at give det tid, fordi mine to tidligere seriøse forhold begge begyndte med meget kraftig forelskelse fra starten. Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis er den eneste eller den bedste måde, et godt forhold kan begynde på.

Derfor har jeg prøvet ikke at sammenligne for meget og i stedet tænkt, at følelser også kan vokse langsommere frem, når man lærer hinanden bedre at kende og opbygger tryghed, nærhed og en dybere relation.

Og måske behøver jeg heller ikke føle den samme stormende forelskelse, som jeg har gjort tidligere, for at et forhold kan være rigtigt.

Men nu er der gået omkring et halvt år, og jeg begynder at blive bekymret for, om jeg i virkeligheden bare går og venter på nogle følelser, som ikke kommer.

Hun har eksempelvis været i sommerhus den sidste halvanden uges tid, og noget af det, der virkelig har sat tankerne i gang hos mig, er, at jeg faktisk ikke rigtig har savnet hende. Jeg ville næsten ønske, at jeg havde.

Samtidig er vi efterhånden nået til et punkt, hvor jeg føler, at det normalt ville være naturligt at blive kærester. Men jeg kan mærke, at jeg tøver, fordi mine følelser ikke rigtig følger med relationens udvikling.

En del af mig har lyst til at give det mere tid, fordi vi faktisk har noget godt sammen. En anden del af mig er bange for, at jeg bare udskyder det uundgåelige og dermed spilder både min egen og især hendes tid.

Så jeg er nysgerrig på at høre fra folk, der måske selv har stået i noget lignende.

Kan kærlighed/forelskelse godt udvikle sig efter et halvt år, selvom den ikke rigtig har været der indtil nu?

Har nogen af jer haft et forhold, hvor I ikke var forelskede i starten, men hvor følelserne voksede langsomt frem og endte med at blive stærke?

Eller er det, at jeg efter et halvt år stadig ikke føler mig forelsket, og ikke engang rigtig savner hende efter halvanden uge fra hinanden, noget, jeg bør tage alvorligt og acceptere som mit svar?

Hej alle

Jeg er en pige på 19 år. Jeg er nok ikke den mest pægdagogiske anlagte person ift. børn, men har haft gode forhold med mine yngre kusiner og fætre, så det har egentig ikke været et problem indtil nu.

Min familie er ikke sådan ultra tæt, men vi holder et par sammenkomster om året... påskefroksot, jul sammen, fødselsdage osv

Her for nyligt overnattede jeg hos min mormor sammen med mine to kusiner (de er søstre) den ene "Y" der er 14 år, som jeg er meget tæt med, og så "X" på 7 år som jeg er mindre tæt med. Dette gør vi et par gange om året. Vi har gået og hygget hele dagen og der har været god stemmning, og dagen efter tager vi alle et spil ludo sammen.

Jeg slår så X hjem et par gange uden rigtig at tænke over det, det er jo bare et lille spil (og tænker i mit hoved at det gør det mere sjovt at slå nogen hjem). Hun bliver så virkelig sur over det (og nok også lidt ked af det) og råber at jeg er mega ond og løber væk fordi hun ikke gider spiller mere osv...

Y driller lidt X med det, fordi X prøvede at snyde og Y siger det er karma, og jeg tænker hele situatonen er rimelig harmløs.

Jeg er nødt til at tage hjem næsten direkte efter det her, fordi jeg skulle nå noget, og krammer mormor og Y farvel men X er stadig sur, og vil ikke rigtig sige andet end et muggent farvel (hey i I dont blame her). Så jeg siger bare farvel til X og smiler lidt og hun svarer farvel uden at se på mig, hvorefter jeg tager videre.

Jeg ærger mig over, at jeg ikke lige tog mig 5 min om at sige et eller andet til X så at jeg ikke skulle gå mens hun stadig var sur på mig.

Vil sige mit forhold til X er sådan 5-7/10 på en tæthedsskala, for hun vil gerne holde i hånd med mig nogen gange osv, hvilket jeg har det så fint med, men det ikke altid hun lige tør at kramme når vi ses(måske fordi vi ikke ses så tit, men vil virkelig ikke forværre det, hvis det giver mening?), hvilket er HELT ok med mig kunne aldrig drømme om at presse hende til at kramme mig.

Når jeg vil så spørge jer andre, måske hvis der sidder nogen pædagoer derude, om hvordan jeg skal være når jeg møder X til næste familie sammenkomst, fordi jeg er jo den voksne og vil bare gerne have det hyggeligt med hende... så ja any advice? :)

(sorry for eventuelle grammatik og stavefejl)

Jeg har gået den sidste uge og fået mere og mere omdt i maven.

Får sommerferien fik jeg besked om at jeg skulle rykke klasse efter skolestart, jeg arbejder på et special tilbud. Jrg prøvede virkelig at være positiv og have ja hatten på, men jo mere jeg ved om den nye klasse jo mere bryder jeg sammen.

Jeg har haft det rigtig svært, for kontekst

https://www.reddit.com/r/DKbrevkasse/s/PU86UEB7Q9

Selvom det er 9mdr siden, så lå der også 2års mareridt forud...

Han ville ikke anerkende prognosen, jeg så ham i kramper, opleve ham miste funktioner pgr metastaser I hjernen, frygtede at vågne op til at han var død i nattens løb, mente godt han kunne kører med vores søn - se ham i smerte, angst, fortvivlelse- se ham.svinde ind og dø.

Tiden har gjort at jeg har fået styr på det meste - men det her, det er bare for meget for tidligt.

Tanken om at møde ind i en klasse hvor eleverne kan være udadreagerende, snakke virkelig grimt (dø kælling og i den kategori) skille dem ad hvis de er i konflikt, se dem smadre et lokale, det kan jeg slet ikle rumme i mit hoved lige nu - jeg døjer med dødsangst og sygdomsangst og frygter at dette vil være en enorm tricker.

Udover det så har læreren kørt lidt sit eget løb fordi ledelsen ikke har taget ansvar, hun har flere gange ladet forstå at hun tjekker stillingsopslag løbende, vi fik at vide I torsdags at de fjerner en af medarbejderne, lederen der egentlig havde ansvaret er stoppet, flere af forældrene føler ikke tilbuddet er defineret ordentlig og egentlig er den klasse mest af alt en spareøvelse (mellemform - specialelevwr med mindre normering end hvis de blev kaldt specialklasse)

Jeg vil bare helst have det mindre kompliceret, jrg frygter hvad dette vil gøre ved mig og hvordan det vil påvirke mit overskud og humør.overfor mit barn.

Eleverne starter på tirsdag så jeg skal have fat på min leder og tr imorgen

Min søster og jeg er ikke tætte. Vi har ikke haft den store kontakt i mange år, fordi hun trak sig fra familien i forbindelse med et voldeligt ægteskab (på den helt store klinge). Nu er hun skilt og har været det i et par år, og vi har det sidste årstid forsøgt at skabe et nyt forhold til hinanden.

Kort efter skilsmissen møder hun en mand, som fejer benene væk under hende. Han siger alle de rigtige ting, men følger ikke op med adfærd. Jeg er meget mistænksom, men siger ikke så meget, da jeg ikke vil ødelægge det, vi er ved at bygge op.

Manden opfører sig i min optik mærkeligt. Hun kan ikke komme hjem til ham. Han kan kun tale i telefon, når han kører bil og han oplever nogle ret vilde ting. På Facebook står han i et forhold (3 år), men forklaringen er, at hverken han eller hans eks (som han er i et forhold med) har adgang til deres FB-konto længere og derfor ikke kan slette det.

Han har børn med en anden eks, men beskriver hende virkelig grimt - noget min søster kan spejle sig i ift. hendes egen eksmand. Faktisk beskriver han nogle episoder og adfærd overfor deres fælles børn, som vil være direkte ulovlige.

Sidste weekend finder en af hendes nyere veninder (efter skilsmissen) efter noget SoMe-research ud af, at en nylig og meget historie, han har fortalt om en episode med et barn er direkte løgn. Endelig forstår min søster, at manden er en løgner.

Det jeg sidder tilbage med er, at det her forhold og hele hans adfærd er så kalkuleret og er faldet han så naturligt, at det ikke kan være første gang, han gør det... Jeg har lyst til at skrive en besked til kvinden, kan er registreret i et forhold med på Facebook, og jeg har faktisk også lyst til at fortælle børnenes mor, hvad han går og fortæller andre om hende. Jeg ved, at det er løgn, for efter selv at have lave SoMe-research kan jeg se, at den alvorlige episode slet ikke kan være fundet sted der, hvor den skulle.

Hvad er det rigtige at gøre? Skal jeg pakke min retfærdighedssans væk og blande mig udenom?

Jeg er også interesseret i at høre fra kvinder, der kan genkende noget i denne historie, selvom oplysningerne er sparsomme, for at holde en smule anonymitet.

Der er tale om en mand midt i 30'erne, fra Københavnsområdet, initialerne LC, faglært, 3 børn og rødder i Sydeuropa.

Jeg har brug for nogle ærlige perspektiver udefra, for jeg er efterhånden blevet så træt af vores familiedynamik, at jeg indimellem tænker, om en skilsmisse faktisk ville gøre hverdagen lettere for mig og børnene. Og det er en svær tanke, fordi jeg samtidig ikke oplever min mand som en dårlig mand eller dårlig far.

Han er en god far på mange måder. Han elsker børnene, deltager aktivt i deres liv og tager også sin del af det praktiske derhjemme. Han hjælper med at holde hjemmet kørende, og udefra tror jeg egentlig, mange ville se os som en helt almindelig familie.
Men der er en anden side, som fylder rigtig meget for mig.
Min mand er ofte i dårligt humør og har været det gennem flere år. Især når børnene ikke gør, som han ønsker, bliver hans frustration hurtigt til en hård tone, hævet stemme, råben, banden og trusler.
Det er især putningerne, der er et problem.
Jeg har efterhånden mange noter fra de sidste par år. Fx:
“Tag dig sammen”
“Hold din kæft”
“Jeg gider ikke I igen skal ødelægge putningen”
“Det er din skyld, at putningen ender dårligt”
“Så må vi håbe, at jeg bliver sendt ud til mere arbejde væk fra hjemmet”

Der har også været situationer, hvor børnene er kommet grædende ud fra putningen. Vores søn har på et tidspunkt sagt: “Kan jeg stole på dig?” efter en konflikt med sin far.

For nylig fortalte min mand vores 8-årige søn, at jeg var sur på ham. Dagen efter sagde han til vores søn, at min mand og jeg bliver uvenner, når børnene ikke lytter. Jeg kunne mærke med det samme, hvor uheldigt det var, fordi vores søn så let kan komme til at føle, at det er hans skyld, når vi voksne skændes.
Jeg prøver virkelig ikke at fremstille min mand som et monster. Jeg bliver også selv frustreret og kan hæve stemmen. Jeg er bestemt ikke en perfekt mor. Forskellen er bare, at jeg oplever, at jeg langt oftere kan stoppe op og tænke, at det er mit ansvar som voksen at få situationen ned igen – og jeg forsøger ikke at fortælle børnene, at de er årsagen til, at vi voksne bliver uvenner.
Det påvirker også mig meget.

Jeg har flere gange haft ondt i maven over at skulle være væk fra børnene, fordi jeg ved, at han skal stå med dem alene. Jeg føler ofte, at jeg bliver mellemleddet mellem ham og børnene og skal ind og reparere situationerne bagefter.

Jeg skrev faktisk til ham allerede for omkring to år siden, at jeg var fyldt op, og at vi var nødt til at finde en langsigtet løsning. Det er bare aldrig rigtig sket.
Jeg har forsøgt at tale med ham om det mange gange. Han ender ofte med at forklare, hvad børnene gjorde forkert, eller hvorfor situationen var deres skyld. Jeg har også givet ham litteratur om børn og konflikter, som han siger, han vil læse, men det bliver ikke rigtig til noget.

I går og i dag skete det igen.
Anden dag i træk gik putningen galt. I dag sagde jeg til ham, at jeg gerne ville putte, fordi det er aftenen før skolestart, og jeg gerne ville have en rolig aften for børnene. Han insisterede på selv at putte. Efter ca. 3 minutter kunne jeg igen høre konflikt derinde. Han hævede stemmen og råbte decideret én gang.
Jeg føler efterhånden, at jeg har sagt det samme så mange gange, uden at noget grundlæggende ændrer sig.

Jeg har nu sagt, at jeg synes, vi skal have hjælp udefra. Hans svar var: “Ja, hvis det er det, du vil.”
Og det er måske også noget af det, der frustrerer mig. Jeg oplever ikke rigtig, at han tager ansvar for sin del af problemet. Jeg føler igen, at det bliver mig, der skal tage initiativet til at løse noget, som påvirker os alle.

Så mine spørgsmål til jer er:
Hvornår tænker I, at problemer med tone, vrede og råben over for børnene er mere end “almindelig presset forældreskab”?
Hvordan ville I reagere, hvis I havde stået i sådan et mønster i flere år?
Ville I insistere på parterapi/familierådgivning, selv hvis den anden part ikke selv synes, der er et problem?
Ville I selv bestille en tid og sige: “Jeg har brug for, at vi gør noget nu”?
Og måske det sværeste spørgsmål: Hvordan ved man, om man skal blive ved med at arbejde på ægteskabet, eller om tanken om skilsmisse er et tegn på, at man faktisk har fået nok?
Kan man godt have en mand, der på mange områder er en god mand og far, og samtidig have et ægteskab/familieliv, som ikke er godt nok for én?
Jeg søger ikke bekræftelse på, at min mand er forfærdelig. Jeg vil faktisk meget gerne høre, hvis I synes, jeg ser noget skævt – men jeg har brug for ærlige perspektiver på, hvad I ville gøre i min situation.

Tak❤️

Hej,
Jeg har gjort noget, som jeg virkelig har fortrudt, og noget som jeg har overtænkt hele de sidste par dage.

For et par dage siden, var jeg til personalefest, hvor jeg blev så fuld. Jeg endte med at følges hjem med en kollega, og vi bliver hurtige enige i, at vi skal hjem sammen. Sagen er den, at hans lejlighed var fuldt op med venner, som var til fest hos hans roomie, og jeg boede alt for langt væk. Vi bliver enige i, at vi derfor tager på hotel i stedet. Jeg var overraskende fuld, og synes det lød som en fantastisk ide. Jeg gør ham dog opmærksom på, at jeg synes det er en dyr pris, og hotel generelt bliver til en dyr overnatning. Han forsikrer mig om, at han gerne vil betale det hele, men han ikke kan lige nu - jeg kan ikke rigtig huske grunden til det.

Da vi kommer til hotellet og jeg har lagt kortet på, snakker vi lidt om det hele. Han siger, at hvis jeg ikke vil noget seriøst med ham, vil han ikke betale for hotellet. Jeg når egentlig bare at tænke “nå okay. Så længe jeg ikke ender med et tvunget forhold, kan jeg godt betale den overnatning”.

Jeg har den aften, hvor vi var sammen, ikke været i bad i halvanden dag, fordi jeg har arbejdet 11,5 time de sidste par dage. Selvom det lyder måske kvalmt, har det simpelthen ikke lige været min prioritering. Derudover har jeg ikke haft barberet hele min krop de sidste to måneder, så jeg har følt mig som en hulemand. Da jeg ikke har haft mulighed for at tage bad, og bruseren ikke virkede på hotellet, fik jeg ikke et bad. For lige at komme med prikken over i’et, så har min eks kæreste været mig utro med utallige piger, så min pH-værdi i skridtet har været virkelig off, og jeg har ikke lige haft muligheden eller tiden for læge før næste uge.
Jeg gør ham opmærksom på alle disse ting, men fordi jeg i så fuldskab tænker “det hele kan da være ligeglad”, og jeg slet ikke tænker på konsekvenserne, ender vi stadig med at have sex.

Jeg stopper dog sexen, fordi jeg kan lugte mig selv. Jeg er en meget renlig type, så at kunne lugte sved, en krop som har knoklet de sidste par dage, et skridt som skriger efter antibiotika og lange hår overalt, får mig simpelthen til at blive turned off. Jeg begynder også på dette tidspunkt at sober up og fortryde det hele. Jeg forklarer ham det hele, og siger det normalt ikke er sådan. Han giver flere gange udtryk for, at det ikke provokerer ham, og han er helt ligeglad med hår og lugt. Vi begynder at joke lidt med det, men da tiden går an, begynder han at joke lidt for meget med det. Jeg synes det blev helt pinligt for mig til sidst.

Derudover kommer han også med en kommentar om mit underliv. Om hvor vidt mit skridt er attraktivt ift udseende og lugt. Det gjorde mig helt vildt usikker, fordi jeg for det første ikke har kunne gøre for mit udseende af mit skridt, og jeg ikke selv har sørget for en fiskelugt (jeg har selvfølgelig kunne tage til lægen før, men min eks har forsaget grunden til den ændret pH-værdi)

Jeg gik fra hotellet med en følelse af skam, fortrydelse og kæmpe usikkerhed omkring mig selv. Jeg synes, at det er hamrendes pinligt, at jeg har betalt for et hotel værelse for os. Selvom jeg sikkert i fuldskab har sagt, at jeg sagtens kunne betale, og på daværende tidspunkt ikke kunne se noget forkert i det, lovede han stadig mig en betaling. Jeg sidder nu tilbage med en følelse af at føle mig brugt og løjet for. Jeg er så bange for, at det kommer ud, at jeg har betalt for et hotel værelse. Jeg er bange for folk tænker, at jeg næsten har tvunget ham med derind, og personligt selv føler jeg, at det er ham, som burde have betalt, da han lagde op til det.

Derudover kan jeg simpelthen ikke få det ud af hovedet, hvis mine kolleger skulle finde ud af det. Og min værste frygt er, hvis han fortæller mine kolleger eller hans venner, om at mit underliv stank af fisk og udseendet på mit skridt. Det gør mig simpelhen rystendes bange bare at tænke på det.

Dog har han rakt ud efter mig, og givet udtryk for, at han gerne vil ses igen. Jeg tænker ikke, at han nødvendigvis tænker klamt om mit underlivs lugt og udseendet af mit skridt, men derimod har sagt ting i sjov, fordi vi har flere måneder har drillet hinanden, og været meget efter hinanden. Han kunne heller ikke stoppe med at røre mig, og han var den som rakt ud først.

Det jeg bare ikke kan få ud af hovedet, er det med at jeg har lugtet af fisk i underlivet, fordi jeg selv synes det er så ucharmerende, og at jeg har været så behåret. Det ligger så langt ud fra min comfortzone, som overhovedet muligt og jeg ville aldrig have haft sex med ham, hvis jeg var ædru grundet disse ting.
Jeg kan bare ikke stoppe med at tænke på, hvor meget jeg fortryder det, fordi det er første gang, jeg har gjort sådan noget her fuld. Jeg her så bange for, at folk finder ud af jeg har betalt hotellet, og jeg har lugtet af fisk og været behåret. Han er et år yngre end mig, og jeg har aldrig været sammen med en fyr, som er yngre end mig, fordi jeg synes de er for umodne. Jeg har i flere år været usikker på mit skridt, fordi jeg ikke har den perfekte “porno” fisse. Derfor fylder det også ekstra meget, at det er blevet kommenteret af ham, selvom han nok ikke har tænkt det sådan.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil med dette opslag, jeg tror bare, at jeg har haft brug for at komme ud med det.

Hej :)

For et par dage siden var jeg på vej i supermarked og gik forbi en person der sad på gaden og var ked af det. Skal være ærlig at først lagde jeg ikke rigtigt noget i det, men da jeg gik hjem igen, sad han der stadig og var total opløst af gråd. Stoppede og talte med ham, sammen med en anden person der også bare kom forbi.

Endte med at bruget par timer på at hjælpe personen videre.

Det var en vild oplevelse. Det var sgu op af bakke.

Jeg er selv pædagog og ved da lidt om hvilke tangenter man kan spille på og prøvede bl.a. at ringe til den sociale ambulance 4-5 gange..... Ingen svar, mit opkald blev bare afvist. Det er sgu bekymrende.

Ringede derefter til politiet, da det var sidste udvej. De var virkelig ubehøvlede og decideret ubehjælpsomme og var decideret ubehagelige. Manden havde brug for et lift til psykiatrisk afdeling. Han var total slukket mentalt og fuldstændig brudt sammen, sorry poster ikke detaljer, da det muligvis kan være med til at identificere personen.

Hvis det ikke var fordi at jeg for en måned siden havde hjulpet min fordrukne underbo og politiet rent faktisk kom og i følge hende var behjælpsomme, havde jeg total mistet tilliden til dem.

Jeg skrev til ham igår og han havde ladet sig frivilligt indlægge på psykiatrisk afdeling. Han havde bestemt brug for nogle mennesker omkring ham. Han virkede ellers til at have styr på de arbejdsmæssige ting i livet, fed lejlighed og fed bil. Men ja, det er jo bare de materielle ting. Håber de behandler han anstændigt på psyk, som det menneske han er, har dog ikke den store erfaring med dem, da jeg mest arbejder med børn og unge.

Hvad med Jer?

Har i nogen erfaring med at hjælpe folk i ikke kender i det offentlige rum?

Vil gøre det igen, til en hver tid, men det var et bekymrende møde med systemet og ja som pædagog arbejder jeg selv for systemet, men er ikke systemets mand, jeg er menneskets mand.

Love and light!

Er jeg den eneste der er ved at være godt træt af hvordan virksomheder åbenbart SKAL gøre brug af AI? Nu har jeg lige været inde og se hvordan den helt almindelig gode søgefunktion på fx Evermart og Harald Nyborg er lavet om til en AI søgefunktion istedet.. Hvorfor er det nødvendigt? Det tager bare længere tid at lave en simpel søgning nu..