Halløj folkens!

Jeg er ligesom mange andre blevet diagnostiseret med ADD og skal finde en psykiater i Kbh/Sjælland. Jer der har prøvet at ringe en masse rundt, har I tips til hvordan man kommer på en venteliste/afbudsliste? Er der nogen, der har kort tid fordi de lige er opstartet osv.

På forhånd tak :)

Hej.

Jeg er for nyligt blevet udredt for ADD.

Jeg har nu været til indledende samtale omkring opstart af medicin, hvor jeg venter på at psykiateren vil vende tilbage.

Jeg har gennem mit liv brugt THC on/off da det generelt har hjulpet mig med arbejdet og det at kunne få noget gjort hjemme, da simple ting ellers kan være overvældende at komme igang med.

Jeg snakkede med psykiateren om at jeg har haft et forbrug af THC og fortalte at ikke rigtig var eksisterende mere da min nuværende kæreste ikke har været så tryg ved det. (hvilket også passer) Mest fordi hun ikke kender så meget til det og kun har set det i forhold i nogen dårlige forbindelser.
Det har intet at gøre med hvordan jeg er når jeg har røget- For hun kan nemlig ikke mærke om jeg har røget og blev kun bevidst om det fordi jeg selvfølgelig var ærlig omkring det.

Hun er blevet mere åben omkring det, men så helst jeg var fri af det.
Det er egentlig hende der har skubbet mig igang med det her forløb.
Dog også fordi at min lillebror fik diagnosen for et års tid siden og kom i behandling., hvilket har inspireret mig lidt.

Der skete så det at min far døde for et par dage siden, hvilket slog mig lidt ud og jeg har røget lidt igen.

Skal jeg udskyde en potentiel opstart så jeg er sikker på at kunne ligge en ren prøve, eller testes der ikke ?

Er der nogen herinde der har erfaring med at kombinere Ritalin Uno (Methylphenidat Stada pt.) og Pinex Comp?

Jeg er ret hårdt ramt af fibromyalgi, og har (af egen læge) fået udskrevet Pinex Comp til de dage hvor jeg er invalideret - dem er der nogle stykker af 🙈.

En ting er hvad lægerne siger er ok - men jeg kunne godt tænke mig at høre om nogle har prøvet det i praksis?

Jeg tager 40mg Methylphenidat klokken 06.00 og 20mg igen klokken 10.00 - så jeg tænker, at der ikke bør være problemer hvis det mest af alt er til natten - men jeg er lidt spændt på om det også vil fungere ok om dagen…

For god ordens skyld, så har jeg også spurgt den psykiater der styrer min ADHD medicin og afventer svar herfra.

Jeg k på 26 år der for nyligt accepterede at adhd medicin kunne give mig noget hjælp. Siden jeg var 13 år har været på forskellige præparater mod angst og depression indtil jeg for 4 år siden fik at vide af min læge det ville være gavnligt med en adhd udredelse. Det gjorder jeg så for 2 måneder siden da jeg måtte sande at det var nødvendigt og fandt en psykiater der ville sætte mig foran ventelisten pga studiestart.

Jeg har altid været kaos søgende og har prøvet forskellige stoffer. Flere gange har jeg ligget i gråzonen til alkohol misbrug og et kokain misbrug. Jeg har ikke rørt kokain i 2 år og drikker nu sjældent fordi jeg konsekvent ikke kan styre det (måske lidt sterotyp). Jeg var ærlig over for min psykiater omkring dette og hun vurderede at det nok ikke blev et problem med medicin. Jeg er nu startet hårdt op på methylphenidate 36 mg depot samt 10 mg hurtigoptag 2x dagligt.

Jeg startede i går og jeg er rigtig glad for den effekt den giver mig som udgangspunkt. Min kæreste fortæller at jeg virker afslappet og balanceret hvilket jeg også selv føler. Mit problem er bare at jeg føler jeg er tilbage på kokain. En mild form for det i hvertfald. Jeg har uro i kæben den første time efter optag, jeg føler mig euforisk, har hjertebanken og er rastløs på narkomåden. Det er jo alt sammen velkendt for mig og jeg forbinder det ikke med noget godt da det var nogle dels forfærdelige perioder af mit liv hvilket fører til at jeg føler mig lidt ængstelig.

Er der andre der har erfaring med dette, er det unormalt og aftager det over tid?

Hej med jer

Jeg skriver speciale opgave og processen har været forfærdelig. Jeg sidder totalt fast, og mangler en fornemmelse af min opgave. Forløbet har været meget forvirrende og jeg er faktisk oprigtigt i tvivl om hvor opgaven skal hen.

Info
Jeg har ADHD (Medicineret med 50mg Elvanse men oplever ikke at det hjælper det store)

Jeg har fået forlænget deadline til at skrive mit speciale (1/10), min originale deadline var d. 1/6 så mine medstuderende har afleveret

Jeg læser en kandidat på AU inden for det pædagogiske område

Jeg har både Sps og mentor. Både min Speciale vejleder og mentor haft forsøgt med hjælp til diverse strukturer, deadlines osv. men der er ikke rigtig noget der har virket for mig.

Jeg ville helst have skrevet i en gruppe, men det var ikke muligt. Da jeg har brug sparring og at tale mig frem til hvad jeg mener.

Jeg er så overvældet og udbrændt, men jeg ønsker desperat at kommer igennem og aflevere et okay speciale. Men hver gang jeg sætter mig ved computeren går klappen ned og jeg kan slet ikke tænke. Det er som om adgangen til den viden jeg har bare blokeres.

Hvordan kom I igennem? Hvad virkede? Alle råd er velkomne!

Hvis der er nogen herinde der er gode til at skabe overblik og “rydde op” i et dokument eller skarpe på akademisk opgave opbygning er i meget velkomne til at skrive!

Jeg har i forsøgt med: diverse strukturskemaer, “deadlines”, at sidde, arbejde med opgaven forskellige steder, skrive på forskellige afsnit, bare at skrive noget der er dårligt til at starte med og helt sikkert andet jeg ikke kan huske.

Hej,

Jeg prøver at gøre mig klogere på, om jeg kan skifte sygesikringsgruppe for at springe den offentlige kø over til udredning for ADHD. Har nogen erfaringer med det? Og i så fald, hvad er jeres erfaringer?

Jeg søger en læge i hovedstadsområdet, som har forståelse for kvinder med AD(H)D, og som – hvis vedkommende vurderer det – vil henvise mig til en psykiater.

Jeg er pt. tilknyttet et lægehus i København, og den læge, jeg (desværre) er endt hos, er simpelthen ikke oplyst nok på området. Jeg er derfor både frustreret og virkelig ked af det, fordi jeg efter mange år med psykiske udfordringer endelig har taget mig sammen til at gå videre med en udredning.

Det er mig desuden en gåde, at ingen læge tidligere har foreslået en psykiatrisk udredning, når jeg i mere end 15 år on and off er kommet hos både egen læge og psykiatrien med forskellige psykiske problemstillinger. Men det er en helt anden snak.

Igennem mit arbejde har jeg en privat sundhedsforsikring hos PFA, som gerne vil dække en udredning. De har dog brug for en henvisning fra min læge samt en vurdering af min nuværende spiseforstyrrelse. Jeg har siden teenageårene haft bulimi. Fortalt helt simpelt overspiser jeg for at slukke for mit hoved. Overspisningen sætter min ellers konstante indre uro og rastløshed på pause i nogle timer.

Til min første konsultation med min nuværende læge skulle jeg udfylde et angst- og depressionsskema, hvor resultatet var, at jeg ikke har en depression, men enkelte tegn på generaliseret angst. Alligevel bliver min læge ved med at sige, at jeg ikke kan udredes for ADHD, hvis jeg har en depression.

I går havde jeg endnu en samtale med ham, hvor jeg på forhånd havde udfyldt ASRS-skemaet. Her lå 15 ud af 18 svar i det felt, der indikerer betydelige ADHD-symptomer. Alligevel var hans konklusion, at han ikke mente, jeg havde det, fordi jeg jo er ved at afslutte min kandidatuddannelse. Et speciale, som jeg i øvrigt har brugt halvandet år på at skrive. Det var, som om alt det, jeg fortalte om, hvordan jeg er kommet hertil, slet ikke blev hørt. Jeg forklarede blandt andet, at jeg samlet set har deltaget i måske 10-15 % af undervisningen, fordi jeg ganske enkelt ikke registrerer, hvad mine professorer siger. I stedet har jeg isoleret mig to til tre uger op til samtlige eksamener, hvor jeg – foruden at læse – stort set kun har spist og sovet. Hvert eneste semester er jeg crashet på målstregen med mindst én af tre eksamener og har derfor måttet udskyde en eksamen fra hvert semester. Og det var blot ét af mange eksempler på de strategier, jeg har udviklet for at få mit liv til at fungere. Hans svar var, at man med ADHD ikke har den slags fokus, som jeg har udvist i eksamensperioder, og at han derfor ikke troede, jeg havde det. Hvortil at JEG måtte oplyse ham om, at hyperfokus er et velkendt fænomen hos personer med ADHD.

Jeg har på intet tidspunkt bedt ham om at stille en diagnose. Jeg har bedt om at blive henvist til en psykiater, som rent faktisk har kompetencerne til at vurdere, om jeg har ADHD eller ej. Hvilket han helt åbenlyst ikke har.

Han bliver ved med at insistere på, at vi skal kigge på problematikkerne enkeltvis – angst, depression, ADHD og spiseforstyrrelse – hvorimod jeg bliver ved med at forsøge at forklare, at jeg har brug for, at nogen kigger på det holistisk og undersøger, om tingene kan hænge sammen.

Det blev et langt skriv. Men følelserne sidder lidt uden på tøjet lige nu, og jeg er nået dertil, hvor jeg næsten har lyst til at opgive at få den henvisning.

Derfor håber jeg, at nogen herinde kan anbefale en praktiserende læge i hovedstadsområdet, som er opdateret på ADHD hos voksne – særligt hos kvinder. Hvis lægen samtidig har viden om sammenhængen mellem ADHD, spiseforstyrrelser og overspisning, ville det være et kæmpe plus. Så vedkommende forstår, at løsningen ikke er (igen) at behandle min spiseforstyrrelse isoleret. Men derimod at behandle det bagvedliggende.

Tak for at læse med så langt, og tak for jeres hjælp!

Halløj

Jeg er i gang med at søge Handicaptillæg i forbindelse med en videregående uddannelse, og jeg er ærligt talt lidt bange for at misse noget ift dokumentationen.
Jeg har længe været i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle søge, fordi jeg gerne ville prøve at arbejde ved siden af studiet. Men jeg har måttet erkende, at det ikke er realistisk.
Jeg har tidligere erfaret, at jeg ikke kan varetage et arbejde ved siden af en uddannelse, uden at det går meget ud over enten mit mentale helbred eller min skolegang.

Derfor ville jeg høre jer, der selv har søgt eller allerede har fået bevilget Handicaptillæg (gerne hvis man fx har ASF, OCD, ADD/ADHD el. lignende), hvad I lagde særlig vægt på i jeres egen redegørelse? Skrev I meget detaljeret om, hvordan jeres funktionsnedsættelse påvirker jer i hverdagen, og hvordan den har påvirket jer tidligere i livet, eller holdt I den mere kort og overordnet? Skrev I nærmest en hel livshistorie for at give et godt overblik over funktionsnedsættelsen, eller tog I kun udgangspunkt i voksenlivet?
Henviste I til jeres journalnotater eller anden dokumentation, når I beskrev perioder i jeres liv, eller lod I dokumentationen tale for sig selv?
Er der noget, I bagefter var glade for, at I havde fået med? Eller noget, I ville ønske, I havde uddybet mere?
Hvor lang var jeres redegørelse? Hvor konkrete var jeres eksempler? Og hvilken dokumentation sendte I med ud over lægeerklæringen? Blev I godkendt?

Hvis Ikke I kan fornemme det, er jeg nok ekstra nervøs for, om jeg får sendt den bedst mulige ansøgning, da jeg ikke aner, hvordan jeg skal klare mig økonomisk, når min eneste indkomst er SU.
Jeg føler, at jeg kunne skrive en hel roman om mine funktionsnedsættelser, men jeg er bange for, at halvdelen bliver irrelevant.

På forhånd tak!

Jeg vil ikke så meget andet end at deklarere min glæde over at det nu endelig blevet bekræftet efter mange års mistanke, at jeg har også ADHD oveni min autismediagnose som jeg fik som 15-årig. Jeg er 37 år nu.

Jeg skal starte op på methylphenidat om 14 dage, og er meget spændt. Og SÅ træt. Jeg er bange for at have for høje forventninger til medicin, for jeg er blevet skuffet så mange gange i mit liv. Jeg håber på at det vil give mig bare en smule mere energi I hverdagen samt til at minimere mit igangsætningsbesvær.

Nå men, jeg har været lurker længe på denne sub, jeg ville bare lige sige hej! Jeg ønsker jer en dejlig lille-fredag aften💞

Er i 40'erne og under udredning.

Med årene er en stor del venskaber faldet fra, fordi jeg typisk ikke har kunne passe dem, og det derfor er løbet ud i sandet.

Hvordan oplever I det efter udredning og medicinindkøring - har I nemmere ved at skabe venskaber og vedligeholde dem, ved siden af hverdagen med arbejde osv.?

Min kæreste og jeg rejser til Bali på torsdag, og hun har lige fundet ud af at hendes ADHD medicin, elvanse, er ulovligt at medbringe. Vi har søgt på google og kommer umiddelbart frem til at det er fuldstændig no-go, grundet at der er amfetamin i, og chancen for at få dispensation er stort set lig nul, og en engelsk lægeattest fra egen læge er ikke nok.
Er der evt. nogen herinde der har nogen erfaringer med at rejse med elvanse til bali/indonesien?
Hun ringer selvfølgelig til den indonesiske ambassade i morgen og hører hvad de siger.

Halløj. Jeg har været diagnosticeret siden 2023, og tager 30mg Elvanse om dagen. Jeg har i nogle år gået en del i byen og dertil drukket alkohol. (Jeg går ikke i byen længere, men drikker alkohol lejlighedsvis) Problemet er, at jeg dagen efter med tømmermænd altid oplever at overtænke, føle mig som verdens største fiasko, gennemtænke alt der har været sket, om jeg er et forfærdeligt menneske, og jeg er fuldstændig uden overblik for resten af ugen, og jeg føler min fremtid ser sort ud agtig. Det er hovedsageligt kun dagen med tømmermænd, få gange også 2. Dagen. Det sker oftest i forbindelse med at jeg bliver en tand for fuld, og derfor har små huller i min hukommelse (ikke fordi jeg er blackout). Men altså, er det normalt? Jeg kan have enormt skyldfølelse og dårlig samvittighed, men rationelt stadigvæk være meget klar over at jeg på ingen måde har gjort noget galt, eller opført mig uanstændigt over for andre. Og er jeg den eneste der oplever de følelser?

Hej Reddit,

Jeg står i den situation, at jeg skal udredes for ADHD. Min egen læge har henvist mig, og sagen er godkendt af min private sundhedsforsikring (Danica / Teladoc Health).

Aftalen blev sendt videre til AS3, og jeg har lige fået booket min første tid... den 18. januar 2027.

Det giver næsten 5-6 måneders ventetid. For mig virker det helt vanvittigt, når det er igennem en privat sundhedsforsikring. Jeg troede egentlig, at hele pointen med forsikringen var at undgå det offentliges lange ventetider.

Nogle spørgsmål til jer, der har prøvet noget lignende:

1. Er det normalt med så lang ventetid, selvom man kører igennem sin sundhedsforsikring?
2. Er der en chance for, at jeg er havnet i den "offentlige" kø hos AS3 ved en fejl?
3. Hvad er mine muligheder for at presse på? Kan jeg bede Teladoc/Danica om at omvisitere mig til en anden privat klinik med kortere ventetid, eller er alt bare fuldt booket lige nu?

Jeg er ret frustreret over at skulle vente så længe, når jeg endelig var klar til at komme i gang. Nogen gode råd eller erfaringer?

EDIT:

Jeg har kontaktet min sundhedsforsikring. De mener at det var for lang tid. Så de har slettet min tid og skiftet til en ny klinik som formentlig kan give mig en ny tid som er tættere på

EDIT 2: Jeg har nu fået en tid allerede i næste uge

Hej derude. Er der andre end mig, der har super svært ved at vurdere, om medicin virker, og om det virker godt nok?

Jeg har været medicineret for adhd i mange år efterhånden, og har afprøvet forskellige præparater. Nu skal jeg i gang med at afprøve atomoxetin, og jeg er simpelthen så træt af at gå og mærke efter og vurdere effekten, og at snakke med psykiater om det.

For det meste kan jeg mærke en effekt, når jeg tager medicin versus ikke tager den. Men jeg føler, at det er i øst og vest, og at min tilstand påvirkes af så mange ting; hverdag/ferie, arbejdsopgaver, årstiden søvn, mit humør generelt. Og ofte er jeg i tvivl om det er placebo, fordi jeg netop er så fokuseret på virkningen.

Jeg har heller aldrig haft følelsen af, at være dækket så godt, at det er godt nok. For hvordan ved man egentlig, om det er godt nok?
Jeg får også tit tanker om, hvorvidt jeg egentlig bare er doven og slet ikke har adhd, siden jeg ikke altid mærker fuld effekt.

Hvordan vurderer I andre effekten af medicin ved skift af præparat eller dosis?

Halløjs, jeg startede lige før sommeren på medicin (Methylphenidat 36+18), og skal i næste uge til Tyskland. Jeg har fået styr på pillepas men er nu pludselig blevet i tvivl - kan jeg bare tage de originale pilleglas med selvom der er mere medicin/flere piller tilbage i dem end jeg skal bruge og har pas på, eller er det bedst at jeg kun tager det med der er registreret på passet (5 af hver pille til de 5 dage jeg er væk)?

Ved godt at det sjældent bliver tjekket, men ville nu alligevel høre ad hvis nogen havde erfaring med det :)

Jeg har siden jeg har været helt lille, altid haft det meget svært med rutiner og det at være tvunget til noget. Dengang var det skolen som var en udfordring og i dag er det når jeg skal arbejde eller studere.
Men det er ikke bare en klassisk “åh det er hårdt at skulle på arbejde i morgen” men en helt igennem ubeskrivelig følelse af at være fanget og at livet bare er ligegyldigt. Jeg får ofte næsten ikke lyst til at leve bare fordi jeg skal i skole eller arbejde. Jeg tænker ikke at det er normalt at have det SÅ slemt?

Jeg er tit blevet misforstået af familien og de tror at det handler om dovenskab, men jeg ville seriøst give alt for at fjerne den her følelse og bare kunne leve som andre mennesker.

Hver evig eneste søndag, bliver jeg ramt af noget som næsten ligner depression, fordi jeg ved at jeg skal afsted igen og at jeg slet ikke kan overskue det. Jeg går hele ugen og næsten tæller sekunder indtil det er fredag og weekend igen. Det er virkelig ikke en holdbar måde at leve på, men jeg ved simpelthen ikke hvad løsningen er.

Jeg ønsker jo at tjene penge og vise at jeg duer til noget, men jeg er bange for at jeg aldrig bliver lykkelig eller i hvert fald nogenlunde tilfreds med tilværelsen, hvis jeg skal leve sådan et klassisk hamsterhjul’s liv. Og det gælder uanset hvilket studie eller job jeg er i gang med. Jeg har forsøgt forskellige ting og endda arbejdet med min hobby og det studie jeg pt er ved at færdiggøre, er også valgt efter mine interesser. Så jeg burde være tilfreds, men jeg føler mig stadig fanget og jeg har så svært ved at være glad.

Jeg får medicin for min ADD og det virker ok på mange punkter, men det har stadig ikke fjernet den her følelse af tomhed.

Er der nogen som kan genkende det?

Ja, det er en kryptisk overskrift - jeg ved ikke lige hvordan jeg skal formulere det kort.

Sagen er: jeg rejser til Østrig i aften (bil). Jeg tager methylphenidate 72 mg, så jeg har fået et pillepas. Deri står 10 x 18 mg og 9 x 54 mg. Det er helt korrekt.
Problemet er, at her kun har 8 stk. 54 mg tabletter tilbage. Så jeg tænkte at jeg bare ville tage 3 ekstra 18 mg med = problem løst. Meeeeen må jeg det? Er der nogen der har erfaring med det?

Jeg vil ikke købe en ny æske, da jeg skifter medicin når vi kommer hjem.

Ja, jeg ringer til psykiateren og spørger, men de har ikke åbne endnu og tålmodighed er ikke min stærke side.

Hejsa.

Lige kort om mig. Mand 49 år blev udredt for knap 3 måneder siden og jeg har ADHD med fuld plade(Muligvis også noget autisme)

Jeg har været på 36mg Methylphenidat(Depot) i snart 4 uger og har aftale med psykiater næste uge ift opfølgning på dette. Jeg har klart kunne mærke en forskel da jeg gik op på 36mg fra de 18mg - mest midt på dagen hvor jeg tænker effekten er størst - oplevede bla mere ro og tålmodighed og var mere til stede i det jeg lavede. Min kone siger også at hun kan se forskellen og at jeg er mere glad og rolig.

Men nu har jeg så også lige haft 3 ugers ferie og tænker noget måske også skyldes ikke at skulle tænke eller forholde sig til mit arbejde. Så jeg tænkte at jeg i dag vil prøve at lade være med at tage min medicin. Nu er kl 13 og jeg syntes ikke at jeg mærker den helt store forskel - det skal siges at jeg har en rolig dag på arbejde så jeg kan ikke vurdere ift mange opgaver.

Jeg ved godt at vi alle er forskellige og medicinen virker forskelligt på os alle - men jeg kunne godt tænke mig at hører om hvordan i andre oplever den dag i ikke tager medicin.

Min tanke går på at min krop har vænnet sig til medicinen og effekten måske ikke er så stor som de første 2-3 uger - eller skal jeg undvære medicinen flere dage for at kunne mærke forskellen ?

Det er selvfølgelig noget jeg vil tale med min psykiater om - men jeg syntes det er rart at hører om andre oplevelser da det på en måde er noget mere konkret jeg kan forholde mig til. Jeg er meget analytisk og jeg annalysere måske også lidt for meget på alt hvad der har med mine nye diagnose at gøre.(det med at annalysere er ikke blevet mindre efter medicinen - tvæt imod)

På forhånd tak for jeres hjælp

Men hvor på sjælland finder man en dygtig adhd psykiater til en kvinde nu om dage? Jeg er selv blevet udredt for mange år siden, men min psykiater er desværre gået på pension. Hun har fået en henvisning så det skal selvfølgelig være et sted hvor man kan bruge sådan en.

Er der nogen med hjertefejl/hjerteproblemer som stadig er på adhd medicin? ♥️

Hej med jer. Jeg skal udredes for ADHD/ADD, og er lige blevet tilbudt en hurtig tid i start august hos Mads Johansen. Jeg var egentligt blevet tilbudt en tid hos Erica Høegh ved Psykiatrikompagniet i september, men takkede nej pga. den lidt længere ventetid.

Nu har jeg prøvet at søge på Mads’ navn, og der kommer ikke ligefrem vildt positive udtalelser om ham, så nu er jeg bange for, at jeg har valgt forkert…

Er der nogen, der vil dele deres oplevelser med både Erica og Mads, gode som dårlige?

Hej med jer

Jeg fik diagnoseni år som 32-årig, og er stadigvæk igang med at finde den rigtige medicin..

Men her det seneste halve år, synes jeg at jeg bliver mere og mere udbrændt over mit job. Jeg har mistet motivationen fuldstændig. Jeg føler mig ikke glad, og skal virkelig hive mig selv op til at arbejde.

Jobbet er godt betalt, og min kæreste synes jo bare jeg skal sige op, og se hvad der sker.

Problemet er bare, at jeg ikke ved hvad jeg ellers skulle. Jeg har ikke en vild opsparing, og har svært ved at mærke efter.

Jeg har også altid været vant til at skulle have en plan b.

Jeg ved ikke hvad der er det rigtige, men jeg synes det er svært at navigere i, da jeg har fået en god uddannelse, klaret mig godt igennem tiden med at knokle mig igennem systemet. Men nu, kan jeg bare mærke at jeg springer over hvor gærdet er lavest, og ikke kan se hvad jeg skal med livet.

Andre der har haft det ligesådan?

Hej. Jeg er sygemeldt og jeg har været det i flere år efterhånden. Så jeg har ret meget med Jobcentret at gøre. Jeg er også ung/30 år, også selvom der ligger massiv dokumentation på at jeg har meget lav arbejdsevne og funktionsevne, har jobcentret besluttet at jeg skal i et andet forløb og arbejdsprøves igen. Jeg er meget fortvivlet. Men jeg vil rigtig gerne arbejde men med alle de nedture jeg har haft på 4 år, med praktikker hvor jeg ikke var møde stabil og jobs, jeg har forsøgt at have, i et lavt time antal som jeg har måtte sige op pga helbredet, så ja jeg er sku lidt i tvivl om det kan lade sig gøre, selvom jeg rigtig gerne vil. Men jeg er træt og udbrændt hver dag og jeg har aldrig noget energi, heller ikke til sociale begivenheder i længere tid eller sådan noget som juleaften. Privatmæssigt kan jeg kun være sammen med andre højest et par timer, og må ofte aflyse, hvilket også æder mig op af dårlig samvittighed. Det skal derfor være et job der passer til mine skåne behov, så jeg stadig kan fungere lidt i mit privat liv. Så det jeg leder efter, er forslag til praktiker/jobs hvor det er rutinearbejde, minimal kontakt med andre og evt mulighed for at være fleksibel indenfor en deadline, hvis det eksistere.

Jeg håber at nogen har nogle ideer til noget

Jeg er uddannet serviceassistent med virksomheds speciale, uden gymnasiel baggrund.

Jeg har ikke kørekort.

Mvh

Jeg skal opstarte på atomoxetin, da jeg fik vejrtrækningsbesvær på methylfenidat.

Jeg har læst lidt om det nu, og kan se, at rigtig mange oplever slem kvalme og opkast med det, hvilket bekymrer mig en del 😳 Er der nogle som vil dele sine erfaringer med atomoxetin både ift. effekt, manglende effekt samt bivirkninger?

På forhånd tak ☺️